Hun havde lige afleveret sine børnebørn, da det skete. Klonk, sagde det, og så lå hun der. Lige så lang, som hun var. Et hvin af smerte undslap hendes læber. Folk kom ilende til. Bekymrede. Hun tog det i stiv arm.
»Herregud, det kunne være gået meget værre. Jeg kunne have slået hovedet,« siger hun bare og ryster på det. Hovedet.
I en lille menneskealder er Ulla Terkelsen tonet frem på vores tv-skærm fra stort set alle afkroge af kloden. Fast i mælet og blikket har hun rapporteret fra verdens brændpunkter.
Dét skulle et latterligt fald på et fortov på Christianshavn ikke spænde ben for.
Så Ulla Terkelsen mødte troligt op på jobbet på TV 2. Med en sort og dunkende arm, der var hævet op til det dobbelte. Tanken om at sygemelde sig strejfede hende ikke et sekund. Loyalitet og pligtopfyldenhed – ikke mindst over for arbejdet – er hendes mellemnavn.
»Det var jo ikke en krigszone, jeg havde været ude i med forbindinger om hovedet,« understreger hun om, hvad der viste sig at være en brækket skulder og overarm.
»Gips bruger man ikke mere. Så jeg fik en slynge, og den var egentlig ret pæn. Den var mørkeblå.«
»Men jeg kan da ikke sidde og glo på en mørkeblå slynge i timevis. Så ville jeg få selvmedlidenhed. Det ville da være det værste, der kunne ske,« siger hun usentimentalt og med himmelvendte øjne om sit 'hændelige uheld'.
Men ét hun også godt ved, hænger sammen med alderen.
»Jeg går lidt mere forsigtigt nu,« indrømmer 77-årige Ulla Terkelsen, som efter 58 år i sit fags tjeneste med rette kunne trække sig tilbage. Men:
»Et stresset arbejdsliv er blevet min livsform,« lyder det fra den garvede journalist.
I sin nye bog 'Øst for paradis' beskriver Ulla Terkelsen, hvordan det var under en rejse til det kommunistiske Polen med sin første mand Svend, at den hellige ild blev tændt i hende. At hun – 19 år gammel – bare vidste, at hun skulle være journalist.
»En magisk rejse. Og en dramatisk start på et liv som landevejsrøver,« fortæller hun. Næsten henført.
»Jeg har været heldig at komme til at lave det arbejde, som passer godt til mig.«
Faktisk har det – sammen med hendes medfødte pligtopfyldenhed – passet så godt til hende, at det ofte har vundet over det private. Men den slags kunne Ulla Terkelsen ikke drømme om at fortryde.
»Sådan er det jo. Hvis man arbejder meget, så bliver privatlivet puffet ud til siden, og det har omkostninger. Der har da været perioder i mit liv, da min søn var lille, og alle de gange, jeg har været skilt, hvor der har været konflikter, og nogle venskaber er røget på grund af enten min livsform eller andres. Og dér kan man godt føle en smerte.«
»Men jeg tror nu også, at der er personlige kriser ude i parcelhusene, hvor de ikke har haft den livsform. Det er ikke kun os omkringfarende tosser, der bliver skilt. Det siger alle statistikker med al tydelighed,« lyder det fra Ulla Terkelsen, som har svært ved at se sig selv i en anden livsform.
»Hvis jeg pludselig skulle være hjemmegående husmor og bo i et produktionskollektiv ude på bøhlandet? Det er nok for sent. Klokken er faldet i slag. Bussen er kørt,« griner hun hjerteligt.
Ulla Terkelsen er da heller ikke bleg for at indrømme, at hun oftest bevidst har valgt mænd, som hun vidste, ikke var interesserede i permanente forhold. For netop at kunne opretholde sin livsform.
»Det har næsten altid været dubiøse typer. Say no more!« lyder det med et lusket smil og løftede øjenbryn.
»For mig har det været det nemmeste. De skælder heller ikke ud, for de er selv endnu værre og har haft de samme fejl, som jeg har. Så derfor kunne de ikke tillade sig at sige noget som helst. Til mig i hvert fald,« understreger Ulla Terkelsen, som – ud over det løse – har to kuldsejlede ægteskaber bag sig, men dog nåede at danne par med Politiken-redaktør Jørgen Grunnet i 25 år. Og hun lægger ikke skjul på, at hun stadig savner ham.
»Jeg tænker tit på ham og på, hvor sjovt vi havde det. Han var som jeg meget interesseret i storpolitik, så ofte tænker jeg, hvad ville han have sagt om en given situation,« siger Ulla Terkelsen, som mistede sin store kærlighed i 2009.
»Det er et forhold, jeg tænker tilbage på med stor glæde.«
Spørger man, om hun savner en mand i sit liv, sender hun et spøgefuldt smil hen over bordet.
»Nej, jeg savner bestemt ikke mænd i mit liv. Dem, jeg kender, er vidunderlige,« svarer hun kryptisk og griner.
De seneste år har Ulla Terkelsen boet i Cannes i Sydfrankrig. Og det har hun tænkt sig at blive ved med. Ligesom hun ingen planer har om at stoppe på TV 2.
»Så længe der stadig er kunder i butikken, som ringer og vil have, at jeg skal lave noget, bliver jeg ved. Jeg får fuld løn ligesom dem på 23. Så alt er, som det hele tiden har været,« smiler hun og kalder sig selv 'verdens ældste tv-journalist'.
»Jeg sover mere. Og jeg går tidligere i seng. Jeg lever mere sundt, end da jeg var yngre. Men det er sikkert godt for både mig og mit helbred. Jeg rejser nok også lidt mindre, end jeg gjorde engang, men når jeg gør, arbejder jeg som i gamle dage fra 7 morgen til 11 aften.«
»Men dér går jeg så direkte i seng. Jeg går ikke i baren længere. Det er slut med det. Det gjorde jeg tit i gamle dage, fik en enkelt at sove på, men det gør jeg ikke mere. Jeg stryger direkte op på mit værelse og sover, indtil jeg bliver vækket igen. Så der er en forskel. Det er kun godt,« fortæller Ulla Terkelsen, som altså fortsat ikke har tænkt sig at lege folkepensionist.
»Men i det øjeblik, jeg føler, at jeg er for træt eller for latterlig eller ikke kan overkomme det rent fysisk – for psykisk skal jeg nok – så står jeg selvfølgelig af. For det skal ikke være sådan, at jeg er en gammel farmor, der sidder på det hele, så de nye ikke kan komme frem. Det er jeg meget opmærksom på.«
'Øst for paradis' er netop udkommet på Politikens Forlag.
