»Jeg kan ikke klø, gå, pudse næse, snakke, spise, tørre mig selv bagi. Jeg har intet liv. Sidder bare og sidder. Jeg vil ikke mere.«

Det er første gang, Maja læser brevet, efter hun fandt sin mor i sengen for et år siden. Hendes æblekinder var flade og blålige og hendes læber helt lilla. Hun var blevet kvalt i sit eget slim. Alene.

Det, hendes mor frygtede allermest, var sket.

»Kæreste Maja. Jeg vil ikke vente med at komme herfra, til jeg ikke kan bevæge andet end mine øjne. Derfor vil jeg selv bestemme, hvornår det skal være.«

Ordene knækker i stykker, mens de forsøger at finde vej over Majas læber.

»Lige siden mormor blev syg, er jeg gået ind for aktiv dødshjælp. Du er nødt til at forstå mig.«

Maja bevæger sin hånd op foran munden, mens tårerne triller. Hendes lillebror Victor aer hende forsigtigt på skulderen.

»Jeg kan ikke ret mange ting. Det er ikke en værdig måde at leve på. Victor ved det ikke endnu, men far han gør. Jeg elsker dig uendeligt højt.«

Maja Lykholt lever med dårlig samvittighed og skyldfølelse over, at hendes mor led og døde på den måde, moren frygtede allermest. Men hvis hun havde hjulpet moren med at dø på en fredelig måde, kunne Maja være endt i fængsel.
Maja Lykholt lever med dårlig samvittighed og skyldfølelse over, at hendes mor led og døde på den måde, moren frygtede allermest. Men hvis hun havde hjulpet moren med at dø på en fredelig måde, kunne Maja være endt i fængsel. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Det er tre år siden, Maja Lykholts mor fik at vide, at hun led af den fremadskridende nervesygdom ALS.

Dag for dag, bid for bid, langsomt men sikkert åd den hendes mor op indefra.

»Jeg spurgte hende hver dag, om vi skulle gå en tur – eller hvad hun havde lyst til. Jeg ville gøre alt for hende. Men hun rystede på hovedet. Hun ville bare gerne have lov til at dø til sidst« siger Maja.

Hendes mor kunne ikke bevæge sig længere. Hun havde som helt ung set sin egen mor svinde hen til samme sygdom og dø på en langsom og smertefuld måde. Det ville hun ikke udsætte sig selv for. Hun ønskede hjælp til at dø på en fredelig måde.

Men det var ikke muligt for hverken Maja eller resten af familien at opfylde morens eneste ønske, for i Danmark er det ulovligt at hjælpe nogen med at dø – enten i form af aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord.

Og det er på trods af, at det kun er 15 procent af den danske befolkning, der faktisk er imod aktiv dødshjælp og mener, at vi bør fastholde forbuddet. Det viser en ny undersøgelse, som B.T. har fået foretaget af YouGov.

Derimod mener 66 procent af danskerne, at forbuddet mod aktiv dødshjælp bør ophæves, mens 19 procent ikke har taget stilling til det.

På trods af den folkelige opbakning er både Det Etiske Råd og Lægeforeningen imod aktiv dødshjælp.

Majas øjne bevæger sig rundt i stuen, mens hun tørrer tårer og snot væk med hånden.

»Jeg ved, at hvis min mor havde fået aktiv dødshjælp, så havde hun været møghamrende glad den sidste tid. Selvom det er ambivalent at dø, så kunne hun da have haft en vished om, hvordan og hvornår hun skulle herfra og nyde det sidste,« siger hun.

»Det ville have givet både os og hende så meget mere ro i sjælen at vide, at hun ikke skulle ende sit liv ved at ligge og blive kvalt i sit eget slim og savl.«

Maja fortæller, hvordan moren havde spurgt folk omkring hende, om de ville hjælpe hende med at komme herfra. Sygehjælpere, Majas far.

»Men min far ville ikke gøre det. For hvis vi først mistede min mor, så ville vi jo også miste ham til fængslet.«

Hvis man hjælper et menneske med at begå selvmord i Danmark, kan man ende i fængsel i op til tre år.

Men ser man til andre lande i Europa, ser det noget anderledes ud. I maj blev assisteret selvmord lovligt i vores naboland Tyskland. Det skete blandt andet efter, at den tyske forfatningsdomstol med en skelsættende dom slog fast, at mennesker har ret til at få hjælp til at udføre et selvmord smertefrit og sikkert.

I marts blev det gjort lovligt at udføre aktiv dødshjælp i Spanien. Den spanske sundhedsminister udtalte i den forbindelse, at det var en vigtig dag for alle spanske borgere, fordi de bevægede sig mod et mere humant og retfærdigt samfund.

Maja kigger over på sin lillebror. Han sidder og ser på billeder af deres mor på computerskærmen og et smil, der til sidst forsvandt.

»På et tidspunkt sagde jeg til min mor, at hvis far ikke ville hjælpe med at tage livet af hende, så ville jeg fandeme gøre det – det smil, hun gav mig, glemmer jeg aldrig – fordi hun tænkte, ‘nu er der en vej ud,’« siger Maja.

Men hun kunne alligevel ikke få sig selv til at gøre det. For hvad hvis det mislykkedes, og hvad hvis hun kom i fængsel.

Maja Lykholt ville ønske, at hendes mor havde kunnet få opfyldt sit største ønske: Aktiv dødshjælp, at dø en fredelig død med familien omkring sig.
Maja Lykholt ville ønske, at hendes mor havde kunnet få opfyldt sit største ønske: Aktiv dødshjælp, at dø en fredelig død med familien omkring sig. Foto: PRIVATFOTO
Vis mere

Maja passede sin mor det sidste år af hendes liv. Moren havde en lille klokke på fingeren, som hun kunne ringe på om natten, hvis hun havde brug for hjælp.

Normalt løb Maja frem og tilbage et par gange, når hendes mor havde hosteanfald. Men en nat var der stille i lidt længere tid, end der plejede. Og da Maja gik ind for at se til sin mor, fandt hun hende helt blå i hovedet, kvalt i sit eget spyt og slim.

»Jeg har skyldfølelse over, at min mor blev kvalt. Det var lige netop det, hun frygtede allermest. Den skyldfølelse vil altid sidde i mig,« siger Maja.

Der bliver stille. Kun lyden af en tung vejrtrækning fylder stuen. Så stopper den:

»Hvis jeg skal være ærlig, fortryder jeg lidt, at jeg ikke hjalp hende med at tage livet af sig selv,« siger Maja.

Hun synes, det er urimeligt, hvordan man i Danmark sætter dødeligt syge og deres pårørende i sådan en situation og det dilemma, som hun og hendes familie blev sat i sidste år.

»Jeg er så skuffet over det danske system. Selv i Sverige kan man få hjælp til selvmord. Det er pinligt at være dansk statsborger, når jeg ved, at det sætter en masse andre mennesker i samme situation,« siger Maja.

Hun fortæller, hvordan både skyldfølelsen og følelsen af at være blevet svigtet påvirker hende i dag:

»Jeg har svært ved nye fællesskaber. Hvis jeg skal starte i en ny klasse, har jeg bare lyst til at lukke fuldstændig ned for mig selv og mit liv. Der er ikke nogen, der skal vide noget om mig, og hvad der skete før i tiden – i hvert fald ikke med min mor.«