En dårlig aprilsnar.

De ansatte i en af Københavns Stifts folkekirker modtog for nylig nyheden om, at en af deres kolleger var blevet forfremmet.

Reaktionen var en blanding af chok og vantro.

Den opsigtsvækkende udnævnelse får nu en ekspert i offentlig ledelse til at rette hård kritik af biskoppen, der er ansvarlig for udnævnelsen.

Gennem flere artikler har B.T. afdækket det dårlige psykiske arbejdsmiljø i Kastrup Kirke på Amager, hvor de ansatte i årevis har været plaget af mobning og psykisk vold, som én af kirkens tre sognepræster beskyldes for at stå bag.

På trods af de voldsomme anklager har Københavns Stift valgt at udnævne den pågældende præst til ledende beredskabspræst for Region Hovedstaden med tiltrædelse 1. april.

»Hvis det er korrekt, at denne præst er ansvarlig for, at andre har følt sig mobbet, skriger det til himlen og er udtryk for dårlig dømmekraft fra biskoppens side,« siger Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig organisation og ledelse på Syddansk Universitet, SDU.

Den ledende beredskabspræst skal på biskoppens vegne varetage det daglige arbejde med at koordinere beredskabspræsternes arbejde i folkekirkens katastrofeberedskab (FKK).

Med stillingen følger en årsløn i underkanten af en halv million kroner. Sideløbende fortsætter præsten i sin stilling i Kastrup Kirke.

»Det sender et helt forkert signal. Man legitimerer jo nærmest præstens handlinger og giver så at sige præsten syndsforladelse for alt det onde,« siger Kurt Klaudi Klausen.

Beredskabspræster er en del af regionernes psykosociale beredskab, der sammen med politi, sygeplejersker, livreddere og psykologer træder til med akut hjælp ved større ulykker og katastrofer.

Jobbet kræver derfor stor erfaring med at tale med mennesker i sorg og krise.

»Selvom min kollega vil benægte det, så har hun en andel i, at jeg har gået til psykolog ad flere omgange og nu tager antidepressiv medicin,« siger en af kirkens øvrige sognepræster, Elizabeth Mackenhauer Laursen, der tidligere har været sygemeldt i en periode på tre måneder på grund af forholdene i Kastrup Kirke.

Sognepræst Elizabeth Mackenhauer Laursen fortæller, at hun i årevis har oplevet mobning fra en af sine præstekolleger. Foto: Privatfoto
Sognepræst Elizabeth Mackenhauer Laursen fortæller, at hun i årevis har oplevet mobning fra en af sine præstekolleger. Foto: Privatfoto
Vis mere

Arbejdstilsynet har da også gentagne slået fast, at mobningen i Kastrup Kirke øger risikoen for at få stress og stressrelaterede sygdomme som for eksempel angst, depression og hjerte-kar-sygdomme.

I nogle tilfælde kan mobningen sågar medføre posttraumatisk belastningsreaktion, også kaldet PTSD.

Professor Kurt Klaudi Klausen mener, at Københavns Stift som arbejdsgiver for præsterne står over for en konfliktsituation, hvor man ikke kan blive ved med at se gennem fingrene med problemerne med den pågældende præst.

»For mig at se er det her udtryk for en grundlæggende konfliktskyhed fra stiftets side. Der er altid to sider af en sag, og man skal høre begge parter. Men hvis dette står til troende, bør man træffe en beslutning om at fjerne præsten. Det ville man også gøre på andre arbejdspladser,« siger Kurt Klaudi Klausen.

Den pågældende præst ønsker ikke at kommentere på mobbeanklagerne eller sin nye stilling, men henviser i stedet til Københavns Stift.

B.T. har foreholdt biskoppen ved Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen, kritikken af hans forfremmelse af præsten.

Biskoppen ønsker ikke at stille op til et interview og vil kun besvare spørgsmål skriftligt.

Han oplyser, at den nye ledende beredskabspræst er udnævnt efter en helt almindelig ansættelsesproces.

»Stillingen slås op, og alle kan søge. Der er samtaler, og den bedst kvalificerede får stillingen. Jeg har ikke yderligere kommentarer til sagen,« udtaler Peter Skov-Jakobsen.

Han vil heller ikke kommentere på mobningen af blandt andre sognepræst Elizabeth Mackenhauer Laursen. Det er en personalesag, lyder begrundelsen.

Biskoppen udtalte ellers i efteråret i et indlæg i Altinget, at der skal tales højt om mobning.

»Den, der bringer et andet menneske i forlegenhed, kører det både bogstavelig talt og mentalt udtrykt op i et hjørne. Den forlegne bliver udgrænset. Man kan ikke tage til genmæle, men overlades til magtesløsheden,« lød det blandt andet fra Peter Skov-Jakobsen.

Københavns Stift skal senest til sommer efterkomme et påbud fra Arbejdstilsynet om at sikre et mobbefrit arbejdsmiljø i Kastrup Sogn.

Professor Kurt Klaudi Klausen sætter i den forbindelse spørgsmålstegn ved biskoppens ledelsesmæssige evner.

»Man har ikke tradition for at håndtere kriser og konflikter i folkekirken, fordi man ikke går dybere ned i de forhold, der er med til at skabe konflikter.«

»Det handler om en ledelsesmæssig uklarhed og inkompetence, som knytter sig til den måde, folkekirken er skruet sammen på som organisation,« siger han.

Tidligere tiltag med arbejdspsykologer og diverse arbejdsmiljøseminarer har allerede være afprøvet ad flere omgange, men uden det har haft den fornødne effekt.

»Vi har et stort fokus på arbejdsmiljøet i Københavns Stifts kirker og har gennem længere tid arbejdet seriøst og med forskellige tiltag for at løse Kastrup Kirkes udfordringer med arbejdsmiljøet,« siger biskop Peter Skov-Jakobsen.

Kastrup Kirke er plaget af et elendigt arbejdsmiljø på grund af omfattende mobning og psykisk vold. Foto: Google Sreet View
Kastrup Kirke er plaget af et elendigt arbejdsmiljø på grund af omfattende mobning og psykisk vold. Foto: Google Sreet View
Vis mere