Torsdag aften stod det klart, at Danmark for fjerde år i træk måtte se langt efter en plads i finalen i Eurovision.

Nu afslører stemmerne, hvordan det helt præcist endte for sangeren Saba og sangen 'Sand'.

Natten til søndag er alle stemmerne fra semifinalerne nemlig blevet offentliggjort på EurovisionWorlds hjemmeside - og de viser, at dette års danske bidrag var et stykke fra at klare sig videre.

I alt dystede 16 sange torsdag aften i den anden semifinale om ti finalepladser.

Her ses Saba under torsdagens semifinale.
Her ses Saba under torsdagens semifinale. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Og Saba endte samlet set på en 12.-plads i den forbindelse. 

36 point blev det til for sangen 'Sand' - og det var altså ikke nok til at klare sig videre.

For foran Saba lå tjekkiske Aiko med 38 point, hvilket rakte til en 11.-plads, mens det krævede mindst 43 point for at klare sig videre, da det var det, som nummer ti i torsdagens semifinale - norske Gåte - fik.

Der er dog også et lille lyspunkt at finde i tallene.

Saba røg under efter semifinalen torsdag aften.
Saba røg under efter semifinalen torsdag aften. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

For de 36 point er trods alt en markant forbedring i forhold til sidste år, hvor det danske bidrag - sangeren Reiley med sangen 'Breaking My Heart' - kun fik skrabet seks point sammen i sin semifinale, hvilket førte til en 14.-plads ud af de 16 deltagere.

Det blev Nemo fra Schweiz, der med sangen 'The  Code' vandt dette års Eurovision lørdag aften.