Lagde du også mærke til, at noget gik lidt galt på scenen, da schweiziske Nemo skulle fejre sin historiske Eurovision-triumf?

Nogle seere spottede i hvert fald, at det så ud til, at vindertrofæet udformet i glas gik i stykker - og det er ganske korrekt.

Det skriver den svenske tv-station SVT, som har stået for at producere dette års show for Sverige.

Det var mens, den 24-årige sanger på scenen fejrede sin sejr, at trofæet blev knust.

Her ses trofæet, som pludselig mangler sin fod.
Her ses trofæet, som pludselig mangler sin fod. Tobias Schwarz/AFP/Ritzau Scanpix

På tv-billederne kan man se, at trofæet tilsyneladende knækkede og mistede sin fod, efter Nemo hoppede rundt på scenen, gik ned i knæ og placerede det på scenegulvet i forbindelse med sin jubel.

Sangeren kunne derefter blot holde den øverste del over sit hoved.

Uheldet betød dog ikke, at Nemo må 'nøjes' med et ødelagt trofæ - for ifølge SVT fik sangeren et nyt med det samme.

»Jeg ødelagde den! Men jeg fik en ny,« sagde Nemo ifølge det svenske medie til journalister efter at have vundet.

Her ses Nemo med plaster om sin finger.
Her ses Nemo med plaster om sin finger. Tobias Schwarz/AFP/Ritzau Scanpix

Det knuste trofæ betød også, at schweizeren kom til skade med sin finger - og Nemo måtte derfor få et plaster på, mens kameraerne endnu rullede.

I en video, som Eurovision har delt, fortæller Nemo også om sit uheld med trofæet:

»Det første jeg gjorde, da jeg vandt, var, at jeg ødelagde trofæet og ødelagde min tommelfinger. De gav mig med det samme et nyt (trofæ, red.), tak til Eurovision,« lød det fra den glade vinder.

Den schweiziske sanger kan samtidig kalde sig 'historisk', da de er den første nonbinære vinder af Eurovision.

Her ses Nemo på scenen efter sin sejr i Eurovision.
Her ses Nemo på scenen efter sin sejr i Eurovision. Tobias Schwarz/AFP/Ritzau Scanpix

Nemo fik i alt 591 point i finalen. Kroatien endte på andenpladsen, mens Ukraine blev nummer tre.