Atju. Hvis du er en af de mange danskere, der døjer med nyseanfald og løbende næse, når græspollensæsonen rammer, så skal du i næste uge være på vagt. 

Det er meldingen fra Sidsel Damsbo Andersen, som er vikarierende leder for pollenregistreringen ved Astma-Allergi Danmark, til tv2nord.dk.

»Næste uge forventer vi, at græspollen stiger. Det varme vejr får flere græsser til at blomstre, og kombinationen af varme, sol og vind påvirker mængden af pollen, så der kan komme mere,« siger Sidsel Damsbo Andersen til mediet.

Det har allerede været fremme, at græspollensæsonen begynder hele 18 dage tidligere end sidste år.

Græspollen skulle faktisk først toppe i første halvdel af juni måned, men med tidligere registrering af græspollen i luften og det gode vejr i den kommende uge, forventes der altså højere tal. 

Men hvorfor rammer pollensæsonen tidligere end normalt?, spørger du sikkert. 

Ifølge Astma-Allergi Danmark vil klimaforandringerne generelt have en stor indflydelse på pollensæsonen og antallet af danskere, der udvikler allergi.

Allerede i 2050 risikerer Danmark, at pollensæsonen er blevet to måneder længere, og at pollenmængden er steget.

Jesper Elberling, der er overlæge og ph.d. på Afdeling for Allergi, Hud‐ og Kønssygdomme på Gentofte Hospital og specialist i allergi, har også vurderet, at klimaforandringerne har en betydning.  

»Vi kan ikke sige præcis, hvorfor vi har haft den her allergiepidemi i de vestlige lande. Men den globale opvarmning, der giver mildere vintre og dermed længere pollensæsoner, er én simpel del af forklaringen. For mængden af pollen er steget markant,« sagde overlægen 2. maj til B.T.

Vil du blive klogere på pollensæsonen, kan du downloade app'en Dagens Pollental fra Astma-Allergi Danmark.

Hør, hvor store summer du kan spare på streaming i podcasten Spar Kassen, hvor vi gennemgår fem sparemuligheder. Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at klikke play herunder.