Det har været en vanvittig uge i Malmø.
Sjældent har et Eurovision været omgivet af så meget kaos, og alligevel endte finalen lørdag aften som lidt af en udramatisk skuffelse. Det var den helt rigtige vinder, men resten føltes på flere måder undervældende.
Tillykke til Nemo fra Schweiz!
En yderst sympatisk førsteplads, og generelt endte vi med den helt rigtige top tre med kraftfulde Kroatien på andenpladsen og bronze til evigt imponerende Ukraine, så på den front sad finalen altså lige i skabet.
Der, hvor det hele grundlæggende skuffede, var hvor pænt, det hele blev gennemført - indenfor i arenaen.
Udenfor Malmö Arena buldrede det løs med vrede demonstranter.
I timerne inden showstart herskede der tilmed kaos med udsmidningen af Hollands deltager, Irland der droppede generalprøven og diverse jurymedlemmer, som pludselig sprang fra på grund af Israel.
Alt var oppe at vende helt op til showstart, og så fes det lidt ud i sandet.
Det er ikke fordi, jeg håbede, at der ville gå noget galt.
Selvfølgelig ikke!
De svenske værter skal have ros for overordnet at have leveret tre visuelt stærke shows i løbet af ugen - med torsdagens semifinale som underholdende højdepunkt.
Men med hele den vanvittige optakt, var det lidt skuffende, at der ikke skete mere (læs: noget som helst) ballade i selve finalen.
Den del skal værterne selvfølgelig ikke klandres for alene. Her spiller de høflige deltagerlande også en kæmpe rolle.
For jeg savnede noget mod.
Som seer sad jeg hele tiden og ventede på et stort tv-øjeblik, hvor en udadtil politisk engageret deltager tog sit engagement med ind på scenen, men her blev det desværre bare aldrig vildere end et par ufarlige ord om 'fred i verden'.
Finalen startede ellers rigtig fint med kronprinsesse Victoria til at byde alle velkommen, ligesom det var sjovt at få Björn Skif på scenen med sit gamle verdenshit 'Hooked on a feeling', men så løb man også hurtig tør for opsigtsvækkende indslag.
I den anden semifinale torsdag var der blandt andet et dejlig selvironisk musicalindslag, hvor værterne undskyldte for, at Sverige jo altid vinder Eurovision.
I finalen var det store nummer, at man havde fået ABBA med i anledning af 50-års jubilæet for deres Eurovision-sejr, men her blev det for alvor fesent.
For nej, selvfølgelig kom ABBA ikke.
ABBA har ikke spillet sammen i mange, mange år, og derfor blev publikum spist af med en hologram-version, og så havde det altså været bedre, at de bare havde sagt nej tak til at medvirke.
Det kan godt være, at hologram-ABBA har været et kommercielt hit for hardcore nostalgiske fans, men som almindelig dødelig seer havde det været federe i stedet at få besøg af nogle svenske verdensstjerner, der rent faktisk gad møde op.
Jeg vil helt klart mindes Eurovision 2024 for en vild årgang, men det bliver udelukkende for alt det, der skete udenfor arenaen.
Ja, jeg er også stadig uforstående over, at Danmarks bidrag Saba ikke faldt i de europæiske tv-seeres smag, men det er heldigvis hurtig glemt. Nu skal vi bare sende Onkel Reje eller Aqua til næste år, så skal det nok gå.
Jeg ved, ikke om jeg kan huske nogle af sangene på mandag, men sådan er det hvert år, og som den naive popdreng, jeg er, glæder jeg mig allerede til at se, hvad Schweiz finder på næste år.