Mange unge mennesker bekender sig i øjeblikket til den kristne tro gennem konfirmationen med en dertilhørende fest for familie og venner.
Men er festerne blevet for meget? Det mener Lene Borgaard Kruse-Nielsen.
Lene Borgaard Kruse-Nielsen fejrede sin datter Lærkes konfirmation 27. april. En dag, Lene beskriver som, »fuldstændig fantastisk«.
I forbindelse med planlægningen af sin datters store dag, opdagede Lene dog en skræmmende tendens blandt kommende konfirmander og deres forældre.

»Konfirmationer bliver nu om dage næsten opfattet som minibryllupper. Der skal både være dyre biler, fotografer, Myselfie-bokse og flere tusind balloner,« fortæller Lene Borgaard Kruse-Nielsen, som også har talt med Avisen Danmark.
Til daglig fleksjobber Lene som mødebooker, og hendes mand Leif er sygemeldt.
Derfor skulle der også tages nogle aktive økonomiske valg og fravalg, da datteren skulle have sin store fejring.
Valg, der blev ekstra svære at tage, når de sociale medier flyder over med ekstravagante konfirmationsfejringer.
»Verden forandrer sig naturligvis. Og konfirmationer ser også anderledes ud i dag, end de gjorde, dengang jeg blev konfirmeret i 1998. Men jeg synes, at både forældre og unge bliver alt for eksponeret for alle mulige vilde ideer om, hvordan en konfirmation bør se ud,« fortæller Lene Borgaard Kruse-Nielsen.
Det er et problem, da der ikke er nogen, der har lyst til at skille sig ud – hverken forældre eller konfirmander, forklarer hun.
Så når man scroller igennem sit feed på Instagram, TikTok eller Youtube, kan man lynhurtig føle sig forkert, hvis man ikke har de samme ting, som de andre har.
Og det fjerner fokus fra dét, der er virkelig vigtigt, mener Lene Borgaard Kruse-Nielsen.
»En konfirmation skal handle om, at konfirmanden skal have en god dag. Du kan sagtens have en skøn dag uden at bruge titusindvis af kroner,« siger hun.
Brugte selv 39.000
En konfirmation koster i gennemsnit 30.000 kroner i Danmark, hvis man tæller både tøj, fest og gaver med.
Lenes datter Lærkes konfirmation kostede 39.000 kroner, og faktisk blev konfirmationen 9000 kroner dyrere, end hvad der oprindeligt var blevet sat af til den store dag.
Er det ikke dobbeltmoralsk, at du siger, at man skal tænke mere over, hvor mange penge man bruger, når I selv endte med at bruge 39.000 kroner?
»Jeg siger ikke, at du ikke må holde en dyr konfirmation. Hvis du har midlerne, skal du bruge dét, du har lyst til. Dét, jeg siger, er bare, at man ikke skal føle sig forpligtet til at gå ud at bruge en masse penge, bare fordi du har set andre gøre det,« siger Lene Borgaard Kruse-Nielsen.
Generelt mener Lene Borgaard Kruse-Nielsen, at man som forælder ikke skal være bange for at involvere konfirmanderne i økonomien omkring deres konfirmation – tværtimod.
»De unge skal vide, at ting koster penge. Det er helt fair, hvis de gerne vil have en Myselfie-boks til deres konfirmation, men så er der måske ikke penge til et par nye sko. Alt er til diskussion, men alt har en pris,« mener hun.
Der blev også taget en del fravalg til datterens konfirmation, hvor der hverken blev lejet en bil, købt balloner, hyret en fotograf, købt små slikposer til festens børn eller booket en stander til selfies.

Lene Borgaard Kruse-Nielsen håber, at hendes eksempel kan hjælpe andre konfirmationsfamilier med at træffe beslutninger i fremtiden.
»Jeg håber, at andre familier har modet til ikke bare at gøre som de andre,« siger hun slutteligt.
