Thomas Sommer Arnoldsen.
Det er et navn, du skal holde øje med, hvis du da ikke allerede har lagt mærke til ham.
For det har været svært andet i disse tider.
Den 22-årige Aalborg Håndbold-spiller er i gang med den bedste periode i sin karriere, hvor han storspiller for klubholdet og bejler kraftigt til Nikolaj Jacobsens OL-mandskab senere på sommeren.

Og i kulissen har han stor opbakning fra sin håndboldgale familie, hvor brormand Frederik også spiller i håndboldligaen for Skanderborg Aarhus Håndbold.
Og så er der jo også hans onkel Peter, som du måske kender fra den danske musikverden. For musikeren Peter Sommer følger troligt med i nevøens succes. Som da han fik landsholdsdebut sidste år.
»Vi har altid en form for kontakt, men det er også lidt svært, fordi han bor i København, men vi snakker. Han sender en besked. Og når han er ude at spille koncerter, så hører jeg ham også,« siger Arnoldsen til B.T. om forholdet til sin onkel.
Lige nu er Arnoldsen en del af landsholdstruppen, der spiller testkampe mod Norge og Kroatien, mens han for Aalborg er klar til både DM-semifinaler og Final 4 i Champions League efter en imponerende sejr over storholdet Veszprem.

Og det er svært at forstå for den unge komet, at det er gået så hurtigt, efter han tidligere åbent har talt om den svære tid, han var igennem, da han var ude i et halvt år med stress.
»Lige nu er det jo vanvittigt fedt!«
»Jeg har drømt om det, siden jeg har været helt lille om at komme til Köln og spille Final 4. Med det, jeg har været igennem, er jeg bare sindssygt stolt. Det var derfor, jeg skiftede til Aalborg.«
Landstræner Nikolaj Jacobsen har allerede offentligt udtalt, at Arnoldsen er et godt bud på en OL-kandidat, og de ord gør indtryk.
»Jeg er glad for, at han har de tanker. Men jeg ser det som en bonus. Jeg har været ude i et halvt år, og det satte mig tilbage, når der er så mange dygtige spillere. Men skulle jeg komme med, er det en bonus,« siger han beskedent.
Alt imens fortsætter han med at spille, som han plejer. I ét gear: Fuld smadder.
»Det er sgu nok meget godt ramt. Og det har jeg også tit fået at vide, at jeg måske skulle slappe lidt af. Men jeg tror bare, det er min spillestil og min måde at spille håndbold på. Jeg har kun ét gear, måske skal jeg blive bedre til det i fremtiden med at skifte lidt, men når tingene går godt, så hvorfor ikke blive ved?«
