Han var flyvende. Han havde fået debut på landsholdet, han havde fået sit store skifte til Aalborg Håndbold. Nu skulle næste skridt tages.
Men noget var ikke, som det skulle være. Det kunne han hurtigt mærke.
Det 22-årige stortalent Thomas Arnoldsen fortæller ærligt om den tid, han måtte trække stikket til håndbolden fuldstændig i efteråret.
Arnoldsen skiftede i sommer fra Skanderborg til Aalborg Håndbold. Og pludselig indhentede de signaler, han havde ignoreret ham.

Det mærkede han, da han troppede op i sin nye klub efter VM for U21-landsholdet.
»Jeg kunne mærke, jeg havde brug for en pause, da sæsonen sluttede i Skanderborg sidste år. Min krop var rigtig, rigtig træt. Men min krop kunne ikke finde roen. Der skete noget, jeg ikke ved, hvordan jeg skal forklare. Eller ved, hvordan jeg skal forklare. Det fik jeg ignoreret hen over sommeren til slutrunden, men jeg er sindssygt glad for, at jeg står her i dag,« siger han til B.T.
Netop er han blevet udtaget til landsholdet igen af Nikolaj Jacobsen, der gav ham debut for præcis et år siden. Siden december har han været tilbage på håndboldbanen.
Men i midten af august sidste år måtte Arnoldsen sygemelde sig med 'fysisk og psykisk overbelastning'
»Jeg følte, jeg havde det, som om jeg var i en osteklokke. Det var den følelse, jeg havde. Jeg havde ikke lyst til at træne, jeg havde ikke lyst til andet end at være hjemme i min lejlighed. Det var mega svært, fordi Aalborg ikke kendte mig. Men jeg var meget hurtig ærligt, og jeg kunne hurtigt mærke, at der ikke var noget galt i at være ærlig.«
»Man skal ikke sammenligne det, men de havde en lignende situation med Mikkel (Hansen, red.), og der kunne jeg mærke, de havde lært meget af det. Det gjorde det også nemmere for mig.«
»Når man har brækket en arm, kan man sige, man er tilbage om seks-syv uger. Det er noget andet. At jeg fik det sagt... Jeg kunne mærke, det vigtigste for dem ikke var, at jeg kom til at spille håndbold igen, men at jeg fik det godt igen som menneske. Det betyder rigtig meget for mig, hvordan de tog det på.«
Nu ved Arnoldsen, hvilke signaler han skal lytte efter, og han har intet problem med at dele sin historie.
»Den periode, jeg var ude, savnede jeg håndbold rigtig meget. Jeg er sindssygt glad for at være tilbage.«
Sammen med Danmark møder han Schweiz lørdag i en træningskamp.
