Da Thomas Arnoldsen torsdag aften fik sin debut på håndboldlandsholdet, blev der fulgt troligt med hjemmefra.

Og det var ikke hvem som helst, der havde tændt for tv'et. For den unge landsholdskomet er nemlig nevø til den danske sanger Peter Sommer.

Det fortæller sidstnævnte i et opslag på Facebook, hvor han hylder den 21-årige Skanderborg Aarhus-spiller, der var med til at slå Tyskland med 30-23.

'Min nevø debuterede på verdens bedste håndboldlandshold i går. Kampens spiller med 7 mål!' jubler Peter Sommer.

Thomas Sommer Arnoldsen under torsdagens kamp.
Thomas Sommer Arnoldsen under torsdagens kamp. Bo Amstrup

'Jeg tudede sgu af stolthed, da han satte den sidste ind. Tillykke knægt,' lyder det fra den stolte onkel, der også hylder Thomas Arnoldsen i en story på Instagram.

Den 21-årige håndboldspiller fik ikke blot ros fra familien - det gjorde han også af B.T.s håndboldkommentator, der kvitterede med seks ud af seks stjerner.

''Get to the chopper!'. Den danske Arnold var flyvende! 21 år gammel. Debutant. Kæmpe talent. Husk hans navn. Han startede lidt nervøst på sin kommende hjemmebane i Aalborg, men han rystede nerverne fra sig og viste sig frem. Han tog røven på tyskerne. Uimponeret. Fedt at se. Sikke en debut. Topscorer!' lød dommen, som du kan læse i fuld længde her.

Arnoldsen blev desuden kåret til 'kampens spiller' foran hjemmepublikummet, og efter kampen fortalte han, at han faktisk ikke havde den bedste optakt.

»Jeg var meget nervøs. Jeg fik ikke mange timers søvn i nat, fordi jeg lå og tænkte på kampen. Men da jeg fik sat den første ind, havde jeg en fornemmelse af, at det nok skulle gå godt,« sagde han blandt andet.

Torsdagens kamp var den første for landsholdet, siden de i januar vandt VM-guld.