Tre personer er blevet anholdt i forbindelse med uro omkring søndagens derby mellem Brøndby IF og FC København. En episode efter kampen medførte, at politiet måtte trække stavene.

Københavns Vestegns Politi har givet en status på urolighederne i forbindelse med derbyet, som politiet omtaler som 'mindre uro.'

Op til kampen opstod der uro ved et sted, hvor der var kødannelse blandt fans for at komme ind til Brøndby Stadion. 

'Uroen blev hurtigt bragt til ophør og de personer, der stod bag uroen, blev bortvist. I forbindelse med bortvisningen, fandt politiet en taske der indeholdt et større antal nødblus,' skriver Københavns Vestegns Politi.

FCK vandt opgøret på Brøndby Stadion med cifrene 3-1, og det var efter kampen, at politiet følte sig nødsaget til at trække stavene.

'Efter kampen opstod der flere mindre episoder, hvor fans forsøgte et komme i klammeri med hinanden – men det blev hurtigt stoppet af politiet. I forbindelse med en episode efter kampen måtte politiet trække stave,' melder Københavns Vestegns Politi.

I forbindelse med kampen blev der uddelt 29 parkeringsbøder.

Det var blandt andet fans, der havde parkeret deres bil ved en motorvejsafkørsel.