»Brænd i helvede« og »Død til jøderne«.

Det var nogle af de råb, som en nu 59-årig mand ifølge øjenvidner flere gange kom med, da han foran den jødiske synagoge i Krystalgade i København strakte sin højre arm og heilede.

Den nazistiske hilsen blev overværet af en sikkerhedsvagt, der straks alarmerede sin overordnede.

Det betød, at manden kort efter blev bedt om at oplyse sit navn og fødselsdato.

Og at anklagemyndigheden ved Københavns Politi forleden havde indkaldt den 59-årige som tiltalt for en hadforbrydelse. 

I Københavns Byret nægtede han sig skyldig, men ønskede ellers ikke at udtale sig om episoden.

Men hjælp fra vidner og optagelser fra overvågningskameraerne foran den solidt bevogtede synagoge gav retten dog anklager Tasi Nørskov-Jensen ret i, at mandens heilen og råb havde været en overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b.

Den kan udløse op til to års fængsel til den, der offentligt fremsætter udtalelser, der truer, forhåner eller nedværdiger en gruppe af personer på grund deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro eller handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika.

Men da den heilende mand havde udført sin handling helt tilbage i november  2020, tog retten så meget hensyn til den meget lange sagsbehandlingstid, at manden blev fundet straffri, selv om han blev kendt skyldig.

I sin procedure havde anklageren ellers nedlagt påstand om, at den heilende gestus og de tilhørende råb skulle koste en bøde på 5.000 kroner.

Straffesagen var blandt andet trukket ud på grund af lange berammelsestider ved retten samt forsvarerens sygdom, ligesom det også havde taget tid at planlægge afhøringen af den pakistanskfødte mand, der for en del år siden fik dansk indfødsret.

Hans heilen i Krystalgade fandt sted få dage efter, at dansk politi på PETs anbefaling havde skærpet bevogntningen af synagogen efter et terrorangreb i den østrigske hovedstad Wien, hvor fire mennesker blev dræbt. Her var blandt andet en synagoge et af målene.

Den jødiske synagoge i København har siden 1980erne været bevogtet af sikkerhedsfolk. Ikke desto mindre har den flere gange været mål for terrorangreb.

I 1985 udførte en palæstinensisk terrorcelle med base i Sverige et dødeligt angreb to steder i København med brandbomber – blandt andet ved synagogen.

Og i 2015 skød og dræbte Omar El-Hussein fra Nørrebro i København ved synagogen den 37-årige, frivillige vagt Dan Uzan, ligesom også to politibetjente blev ramt, men overlevede. 

Forinden havde den gerningsmanden også dræbt den 55-årige filminstruktør Finn Nørgaard foran kulturhuset Krudttønden på Østerbro, hvor også flere politifolk blev såret.