"Jeg kan få dem til at spinde bare ved at kigge på dem,« sagde 68-årige Mae West engang pralende, da hun blev spurgt om sit forhold til yngre mænd. Og 57-årige Cher påstår også, at hun nyder godt af sin fremskredne alder.

»Jeg ville selvfølgelig lyve, hvis jeg påstod, at jeg ikke nogle gange drømte om at være 30 år igen. Men i dag kan jeg noget med mænd, som jeg ikke engang vidste fandtes for tyve år siden,« sagde Cher, da hun for nylig blev interviewet af det amerikanske blad The Advocate.

Og på spørgsmålet om hvorfor, hun så ofte er faldet for de yngre modeller, svarede Cher grinende: »Før var det smag. Nu er de fleste mænd ældre end jeg selv døde - af alderdom!«.

Ja, humor og selvironi har hun jo aldrig manglet. Andetsteds har 30-årige Gwyneth Paltrow forelsket sig vanvittigt i den 26-årige og ikke så lidt nørdede forsanger fra det britiske rockband Coldplay, Chris Martin.

Trods sit alt andet end Brad Pitt'ske udseende har Martin kvindelige beundrere over hele verden. Og Gwyneth er uden sidestykke én af Hollywoods mest tilbedte sexbomber. Så hvad bestiller dette særprægede par med hinanden.

Jo, Paltrow har fortalt sine veninder, at Chris er mere følsom og tænkende end nogen mand i hvilken som helst alder, hun nogensinde har mødt i den overfladiske filmby. Og Chris, der før uden at blegne udnævnte sig selv til én af verdens dårligste elskere, har fået betydeligt mere rank ryg for slet ikke at tale om farve i kinderne, efter Gwyneth er gået i lag med ham.

Og venner af parret fortæller, at kombinationen af begges intellekt og Gwyneths seksuelle erfaring simpelthen sætter fut til gardinerne og lagenerne, når de to har en sjælden chance for at mødes ind imellem hans turnéer, hendes filmoptageler og begges pressearbejde.

To af den amerikanske showbiz-verdens mest solide par er Goldie Hawn (57) og Kurt Russell (52) og Susan Sarandon (56) og Tim Robbins (44). Og selv om de ikke taler åbent om deres sexliv, så har især Robbins ved flere lejligheder hentydet til Sarandons alder som en fordel.

»Hun er den stabiliserende faktor i vores familie. Og desuden har jeg altid været ti år ældre end min egentlige alder,« siger Robbins.