Selv om man har dread-locks og synger rap, behøver man ikke tale grimt. Man kan sagtens være sød, selv om man er en sej rapper. Beviset kommer fra Århus - i form af den 15-årige albumaktuelle Manzini.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Trods dreadlock-frisuren er han en kernesund og sød ung mand fra en solid baggrund i det velstillede Århus Nord. Faderen er overlæge og moderen er forskningsassistent og hjemmegående.

»Jeg er opvokset i en murstensvilla med fire ældre søstre,« forklarer Manzini, som i virkeligheden hedder Kristoffer Bolvig Hyldgaard og går i ottende klasse.

I denne uge udkom hans debut-album »Den vilde side« med danske rap-tekster. Tekster som Manzini selv har været med til at skrive. Teksterne er rimelig følsømme - handler om angst, kærlighed og også om fester og om, hvor lækre piger er. Selv om der sniger sig et enkelt fuck eller to ind i teksterne, er der meget langt til gangsta rap her.

»Jeg vil ikke gøre mig mere sej, end jeg er. Jeg skriver ud fra, hvad jeg selv har oplevet,« forklarer Manzini.

Den solide baggrund med en pæn middelklassefamilie forklarer måske, hvorfor han ikke har den store trang til at kalde pigerne bitches, og hvad rappere af den gamle skole ellers elsker at servere for publikum.

»Jeg vil ikke lave nedladende tekster om piger,« lyder det overbevisende fra Manzini. Han vil dog ikke sige, hvad han synes om andre, der laver den slags tekster - kun at han selv ikke vil.

Hun skal falde for Kristoffer
»Mine venner er både piger og drenge. Og jeg taler gerne med piger om alt muligt.«

Faktisk er hans drømmekæreste en pige, som han kan snakke med - ikke kun en babe.

»Og så skal det ikke være Manzini, men Kristoffer hun falder for,« lyder det lidt genert fra Manzini. Men lige nu har han ingen kæreste. Rekorden i parforhold er et halvt år.

Selv er Manzini blevet genstand for en næsten ufattelig mængde interesse fra piger rundt omkring i hele landet. På hans hjemmeside manzini.dk er der ikke færre end 124 sider med hyldester fra pige-fans, plus et par enkelte fyre. Og det selv om hans debutalbum ikke en gang har været ude en uge.

Scenevant 15-årig
Det er faktisk fire-fem år siden Manzini begyndte at stå på en scene og han spiller meget live. Lige nu er han på turné med Se og Hørs Sommerrock, sammen med erfarne navne som Gudrun. Brødrene Olsen og Søren Poppe. Og så skal han også optræde på Langelands-festivalen 30. juli. Se hele hans turné-plan på manzini.dk.

fhk@bt.dk