Da Ida skal tage stilling til tre af Bellas TV-apparater, hedder det om »transistor-fjernsynet«, at det lige er til at »tage med på campingferie, så man kan se Harald Nielsen spille for Danmark«. Og det er Harald Nielsen, som lever i bedste velgående og stadig er i topform, meget glad for.

»Det er da både sødt og sjovt at få sådan en hilsen,« mener Harald, der i forvejen fulgte med i »Krøniken«.

Året 1961 husker Harald i forvejen endog meget godt fra sit eget liv.

»Det var det år, hvor jeg som 19-årig blev professionel fodboldspiller i Italien. For Bologna. Men det var også det år jeg skrev kontrakt med Asa-Film om »Far til Fire med fuld musik«-filmen, hvor jeg skulle lære Lille Per at spille fodbold.

Pers søster Mie skulle ifølge manuskriptet have et godt øje til mig. Og Rudi (som dengang hed Hansen til efternavn og spillede Mie) og jeg har været sammen lige siden«.