Den lange, solide film om familien Gregersen aftvinger respekt, men gør ikke glad. Den er sober, omhyggelig og grundig. På grænsen til det småkedelige.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Filmen løfter fortællingen om familien Gregersen op over det kulørte og ugeblads-agtige - men det har sin pris: I sin iver efter at være seriøs er Charlotte Sachs Bostrup endt med at gi' os en for stilfærdig film, der er så nænsom og omhyggelig, at dramatikken mangler.Den l-a-n-g-e (treenhalvtime) film er bygget over Christian Kampmanns fire romaner fra 1970erne. Dengang udtrykket »at realisere sig selv« dukkede op - og de åbne ægteskaber!
Fortællingen om familien Gregersen handler om mennesker, der i mere end én forstand bliver taget med bukserne nede og væltes omkuld af en frigjorthed, de selv tror, de repræsenterer, men som de slet ikke magtede at håndtere.
Romanerne vakte stor opsigt dengang med deres skildring af tidens »nye« mennesker... men nu er vi jo alle ego-trippere. Og det er heller ikke længere chokerende at overvære en borgerlig kernefamilie, der afvikler sig selv (det skete også i »Matador«!).
Og når det gælder det andet store tema hos Kampmann (og i filmen): Bøvl i parforholdet, så er det DET, danske film stopfodrer os med i disse år. Så hvis vi igen skal se i timevis på det, skal det gøres på en mere opfindsom måde end her!
Skrøbelig idyl
Med Steen Springborg som far (god som hustyran og ekspert i at flyde ovenpå) og Pia Vieth som mor (perlekæde-vridende nervøs) begynder »Familien Gregersen« i 1954, mens familien i den store strandvejsvilla keder sig igennem en familiemiddag, hvis dessert er fragilité. »Det betyder skrøbelig!« forklarer stuepigen om kagen.
Og den ér skrøbelig, idyllen her hos familien med de fine fornemmelser og skeletterne i skabene. Filmen slutter - med opbrud, skilsmisser og nervøse sammenbrud - 20 år senere i en tid med ungdomsoprør, Thylejr og p-piller. Problemet er, at man som tilskuer ikke fornemmer dette enorme tidsspand og skred i værdier stærkt nok.
Personerne flyder ud
Et andet problem med »Familien Gregersen« på film er, at vi ikke kommer til at interessere os nok for personerne. Måske fordi der er (for) mange: Fem børn, hvis opvækst skal følges. Der er for lidt tid til personerne. For lidt kød på dem - også selv om der er virkelig gode skuespillere i rollerne.
Thomas Levin har den største, men forbliver ens og farveløs som ældste søn, Bo (Kampmanns alter ego), hvis besvær med at springe helskindet ud af skabet som bøsse fylder meget.
Bos søstre er: Karen (en glimrende Laura Drasbæk) der med sin flæbende husmoderlighed forbliver et mærkværdigt fortidslevn. Og lillesøster Maj - kold og beregnende og den, der især knuses af frigjortheden - en rolle som Sofie Lassen-Kahlke ikke magter at finde ind til smertepunkterne i.
Helt anderledes spændende er purunge Mette Gregersen i rollen som Maj, da vi møder hende: En sej pubertets-tøs. Robert Hansen er en kliché som yngste bror, flipperen Rune. Kirsten Norholt har stor gennemslagskraft som fars elskerinde.
Men bedste rolle - og bedste spil - tager Kristian Tomislav Ibler sig af som mellemste bror, Erik, der bliver gift med den varme og kloge Marianne (Nastja Arcel), men får så travlt med at »udvikle sig« (især sit sexliv!) at han afslører sig selv som en klam fyr, der er lige så naiv som kynisk.
Symfonisk sødsuppe
Som hos Kampmann er det også i filmen kvinderne, der er de stærke (mændene flakker mere sådan lidt forvildede rundt). Alt sammen sker det til akkompagnement af en usædvanligt anmassende musik - en svulmende symfonisk sødsuppe.
»Familien Gregersen« er blevet en meget smal film om overfladiske mennesker i en overfladisk tid. Og desværre er den også selv overfladisk.
big@bt.dk
