Formanden for en Isaac Agree Downtown synagoge i Detroit, USA, er lørdag blevet fundet knivdræbt foran sit hjem.

Det skriver CNN og synagogen selv i et opslag på Facebook.

»Vi er chokerede og kede af at høre om Samantha Wolls, vores bestyrelsesformands, uventede død. På nuværende tidspunkt har vi ikke flere oplysninger, men vil dele dem, når de bliver tilgængelige. Må hendes minde være en velsignelse,« står der i opslaget.

Politiet blev lørdag morgen kaldt ud til en person, der lå livløs på jorden, hvor de fandt et blodspor, der ledte dem hen til Samantha Wolls' hjem.

Ifølge politiet blev Samantha Wolls dræbt i sit hjem, hvor hun blev dræbt af adskillige knivstik og erklæret død på stedet.

Motivet for drabet er fortsat uvist.

Borgmesteren i Detroit har udtalt, at Samantha Wolls død har efterladt et hul i Detroits lokalsamfund.

»Sam var det venligste menneske, jeg nogensinde har kendt. Hun var drevet af sin oprigtige kærlighed til sit samfund, sin stat og sit land,« fortalte borgmesteren.

Det er ikke første gang siden Hamas' terrorangreb i Israel har været trusler mod synagoger i Vesten.

For få dage siden blev der kastet en molotovcocktail mod en synagoge i Berlin, og også synagogen i indre København måtte aflyse sit kulturnatsarrangement af sikkerhedsmæssige årsager.