Kok og forhenværende masterchefdommer Thomas Castberg er ikke specielt imponeret over den tilgang, vi har til madlavning og fødevarer helt generelt set i Danmark.
Sådan lyder det i podcasten Spar Kassen, hvor han også kommer med en række konkrete tip til at spare penge på god mad.
Han bliver blandt andet spurgt ind til det faktum, at vi i Danmark er et af de lande i Europa, der bruger færrest penge på mad sat i forhold til vores indkomst.
»Jeg synes, at der ligger noget, vi skal tage stilling til. Det er da påfaldende, at vi dør af flere og flere livstilssygdomme, og at vi ikke kan finde ud af at lave mad nogen af os, hvis jeg skal være lidt hård.«
»Og der står man ovre på den anden side som kok og tænker, at det kunne godt være, man skulle bruge lidt flere ressourcer på at koncentrere sig om maden og det, vi putter i munden,« siger Thomas Castberg.
»Og nu snakker jeg ikke kun om Hr. og Fru Danmark derude. De kan jo ikke få skylden for alt. Der er nok også nogle initiativer, der skal tages lidt højere oppe.«
»På en eller anden måde har vi ikke prioriteret fødevarer. Og hvis vi bare ser på folkeskolen i dag, jamen så er det jo vigtigere, at et barn kan en tredjegradsligning, end at det kan stege en frikadelle. Det får jeg sikkert høvl for at sige. Men jeg tror, man forstår billedet.«
Thomas Castberg kommer også med en række tip til billig, hurtig mad, du sparer penge på. Hør mere 22.30 minutter inde i afsnittet.
Lyt i Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.