Mistanke om seksuelle overgreb mod børn kræver hurtig reaktion fra ansvarlige voksne. Socialministeren lancerer nu et udspil, der skal sikre hjælp til børnene.

Ansvarlige voksne spiller en helt central rolle i kampen mod seksuelt misbrug af børn. Det er udgangspunktet for et nyt udspil fra social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S), der skal garantere, at der reageres hurtigt og korrekt, når der opstår mistanke om overgreb eller omsorgssvigt af børn.

Målet for udspillet, der rummer initiativer for 315 millioner kroner, er dels, at færre børn skal udsættes for seksuelt misbrug. Det skal ske ved at gøre de voksne omkring dem bedre til at opdage faresignalerne og underrette kommunen. Desuden skal børnene opleve, at de voksne tager dem alvorligt og reagerer hurtigt, når de fortæller om overgreb.

Endelig skal udspillet garantere, at børnenes behov er i centrum, når en ubehagelig sag om misbrug behandles i det sociale system og i retssystemet.

- Som samfund kan og skal vi ikke acceptere, at børn vokser op i en hverdag med utryghed, vold og seksuelle overgreb, erklærer Karen Hækkerup i en pressemeddelelse.

- Vi må desværre konstatere, at der er et stort behov for at løfte indsatsen på området, så vi fremover kan få en hurtigere og bedre behandling af sager, som dem vi har været vidne til, siger hun.

Social- og integrationsministeren henviser til den lange række af rædselsvækkende sager om omfattende seksuelt misbrug, som kommet i offentlighedens søgelys i de seneste år. Hun bestilte i februar en kulegravning fra Ankestyrelsen, der har peget på en række mangler i blandt andet kommunernes håndtering af misbrugssagerne.

Ministerens udspil vil som nævnt koste 315 millioner kroner, som er fordelt over årene 2013 til 2016. Det indgår i forhandlingerne om næste års satspulje.