Der er ingen nye grønne afgifter på el, vand og varme i de private husholdninger i skatteudspillet fra S og SF. De to partier vil holde afgifterne i ro.

Der kommer ikke højere grønne afgifter i de private hjem, hvis Socialdemokraterne og SF kommer til magten.

De to partiers fælles skatteudspil indeholder kørselsafgifter på motorvejene og en ny afgift på flyrejser, men de private husholdninger går fri. S og SF stiller sig tilfredse med regeringens planlagte forøgelse af de grønne afgifter fra næste år, lyder det nu.

- Der er blevet indført stigende afgifter med regeringens skattereform på de private husholdninger, og vi kan med sindsro sige til borgerne, at de ikke kommer til at skulle betale mere i afgifter, siger SF's skatteordfører, Jesper Petersen.

Når regeringens skattereform træder i kraft til næste år, stiger el- og varmeregningen for langt de fleste danskere. En gennemsnitlig dansk husstand skal betale op mod 1500 kroner mere om året i grønne afgifter, men alle med en årsindkomst på mindre end 360.000 kroner bliver kompenseret gennem en ny grøn check på 1300 kroner pr. voksen og 300 kroner pr. barn, mens danskere med en indkomst på over 377.000 kroner ingen kompensation får.

Selv om både S og SF kritiserede regeringens løsning for ikke at være grøn nok, ønsker de nu at videreføre initiativet.

- Vi står inde for, at det er en måde at bruge skattesystemet på til at skabe et mere grønt Danmark. Husholdningerne kommer ikke til at holde mere for. Der skal være tryghed om deres økonomi, og der er allerede blevet indført afgiftsstigninger med regeringens skattereform, så allerede i dag er der et stort incitament til at spare, siger Jesper Petersen om niveauet for de grønne afgifter.

Til gengæld foreslår S og SF, at landbruget skal betale højere afgifter for at forurene. De to partier hæfter sig ved, at jordskatterne er blevet sænket med 1,1 milliarder kroner under VK-regeringen. Nu skal landbruget betale samme beløb tilbage i miljøafgifter, mener de to partier.

S og SF har dog endnu ikke besluttet, om der f.eks. er tale om CO2-afgifter eller afgifter på sprøjtemidler.

- Den konkrete model er ikke lagt frem, men vi siger, at der er behov for at nedbringe landbrugets forurening, og at landbruget har fået adskillige skattelettelser under denne regering. Landbruget skal nu give sit bidrag til, at vi kan forbedre miljøet, siger SF's skatteordfører.

/ritzau/