På blot et år er antallet af udlændinge på kontanthjælp vokset med knap en tredjedel, viser nye tal. Midlet er opkvalificering, mener social- og integrationsministeren, mens DF kalder udviklingen en forfejlet udlændingepolitik.

Flere og flere udlændinge modtager kontanthjælp i Danmark, skriver netavisen Altinget.dk.

Alene i 2012 er antallet af udlændinge på kontanthjælp vokset med 1.153 personer, hvilket svarer til en stigning på 31 procent i forhold til året før. Samtidig skal det sammenholdes med, at det samlede antal kontanthjælpsmodtagere i 2012 kun steg med fem procent. Det viser nye tal fra Danmarks Statistisk ifølge Altinget.dk.

Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen (DF), mener, at udviklingen går den forkerte vej, og at den er et udtryk for en forfejlet udlændingepolitik.

»Det er tankevækkende tal. Når regeringen lemper udlændingereglerne, kommer mange flere indvandrere ind i landet, og de risikerer at ende på kontanthjælp. Vi skal stille flere krav og stramme udlændingepolitikken for bedre at kunne sortere i dem, der kommer ind,« siger han til Altinget.dk.

Men den køber social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) ikke. Hun påpeger, at der i dag er de samme udlændingeregler som ved udgangen af 2010.

»Dengang var der ingen, der talte om, at udlændingepolitikken var slap. Derfor er det noget fis. Kriser rammer de svageste først. Og netop denne gruppe af kontanthjælpsmodtagere har typisk den laveste tilknytning til arbejdsmarkedet og mangler jobkvalifikationer,« siger hun til netavisen.

Regeringen har netop lanceret sit udspil til en ny kontanthjælpsreform. Heri foreslås det blandt andet, at man afskaffer kontanthjælpen for personer under 30 år og pålægger indvandrere på kontanthjælp at lære dansk.

Reformen forhandles af Folketingets partier og bliver ifølge Karen Hækkerup første skridt til at bringe denne gruppe tættere på arbejdsmarkedet.

»Reformen skal få alle med. Hvis de mangler danskkundskaber, skal deres dansk forbedres. Undervisning vil ikke være nok for alle. Men det handler om en bred vifte af tiltag som for eksempel reformer af førtidspension og folkeskolen, hvor mange indvandrerdrenge har store problemer, mens pigerne er rigtig godt med,« siger hun.

BNB