Borgen indefra: Læs her politisk reporter Søren Mortensens analyse af det politiske spil netop nu.

En stille lørdag aften i slutningen af august tikkede en mail ind på redaktionen. På det tidspunkt af ugen ligger avisernes redaktioner øde hen. Søndagsavisen er på vej i trykken, og de få journalister, som er på arbejde, sukker efter et nedbrændt cykelskur at skrive om - til nettet. Denne lørdag, 20. august, skete der pludselig noget.
HAR THORNING MERE BRUG FOR LØKKE, END HAN HAR BRUG FOR HENDE? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.


Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal opfordrede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen til hurtigst muligt at indkalde til forhandlinger om et nationalt kompromis om at hjælpe det fastfrosne boligmarked. De to foreslog rabat på tinglysning og boligskat i en begrænset periode. ’Der skal være tale om initiativer, som alene medfører midlertidige udgifter for statskassen’, skrev de. De følgende dage fortalte Thorning og Søvndal vidt og bredt om deres løfte til huskøberne, og inden ugen var omme, udskrev Løkke valg. I dag seks uger senere har vælgerne talt. Rollerne er byttet om. Torsdag aften i de døende timer af åbningsdebatten var det Løkke, der måtte minde Thorning om løftet. Løkke havde foreslået præcis det samme: rabat på tinglysning og boligskat i en begrænset periode. Og hvor det i august var ham, der afslog hendes fremstrakte hånd, skete det uundgåelige. Løkke fik en verbal knytnæve lige i synet. - Hold op med det politiske spin. Oppositionen skaber maksimal usikkerhed for boligejerne ved at blive ved med at tale om denne sag, svarede Thorning. LÆS OGSÅ: Hendes begrundelse var lige så brutal, som den var faktuelt vildledende. Venstre havde afvist at finansiere en hjælpepakke med stigende skatter og afgifter, lød forklaringen fra landets ny statsminister. En sådan finansiering indgik dog hverken i Løkkes eller i Thorning-Søvndals egen model. LÆS OGSÅ: Løkke var sendt til tælling, men egentlig smagte han bare sin egen bitre medicin. I valgkampen satsede han ensidigt på at indfri sit eget boligløfte med Dansk Folkepartis stemmer, og derfor var hans forargelse malplaceret. Sammenstødet lover imidlertid ikke godt for det klima af fred og fordragelighed, som Thorning bygger sit ønske om brede forlig på. Medmindre regeringen tror, den kan gennemføre sine reformer med Enhedslisten alene, bør den hurtigst muligt genskabe et tåleligt forhold til Venstre. Hævn kan være en sød følelse, men Thorning skal videre, og hun er bundet til Venstre med 57 flerårige forlig i Folketinget på stort set alle politiske områder. LÆS OGSÅ: Kun Venstre kan hjælpe hende med en skattereform. På det punkt er Enhedslisten til ingen nytte. Og kun Venstre kan realisere regeringens planer på folkeskoleområdet, i udenrigspolitikken og i store dele af den økonomiske politik. Thorning kan ikke regere uden Løkke. Sandheden er, at hun har langt mere brug for ham, end han har for hende. Hvis Løkke sætter sig hen i et hjørne med korslagte arme, er Thornings mindretalsregering stækket. Ingen har fantasi til at forestille sig, at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance vil være lettere at lave aftaler med end Venstre. Og De Konservative mangler to mandater i at kunne bruges til noget som helst. Man skal dertil lægge, at Thorning har stillet i udsigt, at hun ikke vil erstatte blå blokpolitik med rød blokpolitik. Nu er det hendes ansvar, at Venstre får serveret så tilpas attraktive tilbud til, at partiet bliver hængende ved forhandlingsbordet. Men lige nu er forholdet mellem Thorning og Løkke på det personlige plan iskoldt, og der forestår et hårdt arbejde med at skabe tillid mellem de to. Forhåbentlig tilbyder den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager sig som brobygger og formidler af det brede samarbejde. Hun kan trække på gode erfaringer fra aftalen med den gamle regering i maj om tilbagetrækningsreformen. Forløbet viste, at politiske interessefællesskaber i sidste ende er så stærke, at de overtrumfer gammelt nag. I mellemtiden kan Thorning lune sig med pæne ord fra en overraskende kant, da den aldrende erhvervsmand Asger Aamund beskrev hende som et mandfolk. - Hvis hun løber fra sine valgløfter, er hun uvederhæftig. Hvis hun indfrier sine valgløfter er hun uansvarlig, skrev han i Berlingske og roste hende for at vælge den upopulære, men ansvarlige vej.

Har Thorning mere brug for Løkke, end han har brug for hende?

Deltag i debatten under artiklen. De bedste indlæg bliver bragt i B.T. på mandag.