Danmark er parat til en fælles europæisk indskydergaranti på helt op til 100.000 euro - 745.000 kroner. For pensionsopsparinger skal der ikke være noget loft.

EU er på vej til at hæve garantien til indskydere i pengeinstitutter. Den danske regering er parat til at støtte et direktiv om en fælles garanti på 50.000 euro- 372.000 kroner i 2011, eventuelt det dobbelte.

De 50.000 euro er lidt mere end de 300.000 kroner, som gælder i Danmark, når den ubegrænsede garanti udløber sidst i 2010. Men regeringen af Venstre og De Konservative er også klar til at gå med til en harmoniseret garanti på 100.000 euro, fortæller finansminister Lars Løkke Rasmussen. Samtidig vil han bevare den ubegrænsede garanti for indskud som pensionsopsparinger.

- Vi lægger vægt på fuld dækning for særlige indlån som pensionsopsparing. Det skal også gælde fremadrettet. Det har formandskabet taget højde for, siger Løkke på et møde i Europaudvalget i Folketinget fredag.

/ritzau/