Der er fortsat intet nyt om den pengeindsprøjtning, der skal sikre Nyhedsavisens fremtid. Avisejer Morten Lund er tavs.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har sidst på eftermiddagen fortsat ikke set skyggen af et regnskab for 2007 fra selskabet bag Nyhedsavisen. Formelt er den 21. juli inden midnat sidste frist for gratisavisen, inden der indledes en tvangsopløsning, men i praksis vil Erhvervs- og Selskabsstyrelsen typisk vente til midten af august.

Fremtiden er dermed fortsat overordentlig usikker for Nyhedsavisen, der angiveligt er på jagt efter en pengeindsprøjtning på 70 millioner kroner for at kunne føre avisdriften videre. Men avisejer Morten Lund er sidst på eftermiddagen tavs.

- Jeg har ingen kommentarer. Jeg kunne godt være en flink fyr og sige noget, men jeg er nødt til at holde min kæft, siger Morten Lund til Ritzau.

Bestyrelsesmedlemmerne Svenn Dam, Lars Lindstrøm, Herman Haraldsson og Jimmy Maymann har tidligere meddelt, at der skal afleveres et pletfri regnskab senest i dag, ellers trækker de sig fra bestyrelsen.

/ritzau/