Møbelkoncernen Bodilsen A/S, som er i økonomiske vanskeligheder, sælges for 1 million kroner til et holdingselskab ejet af kapitalfonden EQT.

Bodilsen Holding har solgt den skrantende børsnoterede møbelkoncern, Bodilsen A/S for 1 million kroner.

De nye ejere, kapitalfonden EQT ,vil ud over købesummen skyde 100 millioner kroner ind i selskabet. Yderligere eftergiver bankerne; Danske Bank, Morsø Sparekasse og Morsø Bank en gæld på 190 millioner kroner.

Derudover kan sælgerne af virksomheden, Bodilsen Holding A/S, vinke farvel til 17 millioner kroner, som de har til gode i selskabet.

Handlen skal godkendes af Konkurrencestyrelsen, ligesom EQT tager et forbehold "såfremt, der opstår negative begivenheder".

Møbelvirksomheden omsætter for godt 950 millioner kroner og beskæftiger cirka 1000 medarbejdere.

/ritzau/