Det Økologiske Råd giver ikke meget for de grønne hensigter i skatteforliget.

Statsministeren har talt om en grøn revolution, og regeringen har gentaget, at den ville øge skatten på forurening, samtidig med at skatten på arbejde sænkes. Det er nu sket i mindre grad, men slet ikke i et omfang, der virkelig batter. Der er brug for langt stærkere styringsmidler, hvis Danmark skal opfylde målet i forhold til Kyoto-aftalen og EU's fordeling af reduktionsforpligtelsen, lyder det fra Det Økologiske Råd.

- Forliget indebærer ikke engang en fuld genopretning af de grønne afgifter til niveauet fra 2001, og samtidig vil de ufinansierede skattelettelser til især højere indkomstgrupper sandsynligvis have en negativ klimaeffekt, udtaler rådets formand Christian Ege.

Han kritiserer endvidere, at skatteforliget freder landbrugets udslip af klimagasser, og at der mangler initiativer, der vil gøre det dyrere at køre bil.

/ritzau/