Told & Skat har fået lukket tusindvis af herreløse private konti i danske banker med samlede indestående på langt over 60 millioner kroner, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

De mange bankkonti blev spærret 15. maj, og hvis ikke ejerne melder sig og viser gyldig legitimation senest i november næste år, vil formuerne blive beslaglagt og tilfalde statskassen.

Fælles for de mange konti er, at de ikke er forsynet med de lovpligtige cpr-numre, og derfor ikke kan indberettes til skattemyndighederne. Hovedparten af kontiene er oprettet før 1977, hvor bestemmelserne om personnummer-indberetning blev vedtaget.

Typisk er ejerne af bankkontiene flyttet til udlandet eller døde. Der kan være tale om glemte forretningskonti eller om frigivne midler på børneopsparinger, som ikke registreres på cpr-numre. Endelig kan der være tale om dåbsgaver i form af såkaldte legatkonti. Op til 1990 blev disse konti ikke registreret med cpr-nummer.

Skattevæsnets aktion gælder alle herreløse konti med et indestående på mere end 500 kroner.

/ritzau/