Finanskoncernen Danske Bank, som er Danske Bank, BG Bank og Real Danmark under ét, kom ud af de første seks måneder af 2001 med et overskud før skat på 6155 mio. kr., hvilket er en fremgang på 1090 mio. kr. i forhold til den tilsvarende periode i 2000.

Sammenligningstallene mellem 2000 og 2001 er proformatal, da Danmarks største finanskoncern først fusionerede den 1. januar i år.

Koncernens basisindtægter steg med 13 procent til 14.249 mio. kr., og det skyldes især en stigning i nettorente- og gebyrindtægterne i detailbanken og realkreditten, en øget indtjening fra rente- og valutahandel, samt et forbedret resultat i Liv og Pension, oplyser banken.

For 2001 venter Danske Bank-koncernen fortsat stigende basisindtjening - og i de forventninger er RealDanmark-koncernens præstationer inkluderet. Proformatallet for basisindtjeningen for 2000 for de to fusionerede koncerner var 9145 mio. kr.

/ritzau/