På Beatday08’s sløje andendag lyste Seattles Fleet Foxes op med en koncert, der uden problemer nåede det høje niveau, bandet lægger for dagen på plade.
Efter Amy MacDonalds ligegyldige pop, Yoavs særprægede guitargøgl, en håndfuld danske singer/songwriters og ditto svenske Thåström, gik Beatday’ens andendags-scoop, Fleet Foxes på den indendørs scene.Betonhallen var langt fra fyldt – der har maksimalt været en fjerdedel af, hvad der var, da Figurines aftenen forinden lukkede og slukkede med lørdagens sidste koncert – men Fleet Foxes tog godt fat fra start; uden intro eller nærmere introduktion entrerede den 22-årige frontmand Robin Pecknold scenen bakket op af sin velspillende kvartet, og kastede sig ud i ’Sun Giant’ og ’Sun It Rises’.
Iført blå skovmandsskjorte, sad den unge sangskriver ganske ydmygt ned under hele koncerten med sit klistrede, langt fra nyvaskede, lange hår. Men det forhindrede ham ikke i at dosere af sin tidløse americana; tænk en vild krydsning af Beach Boys, The Band og Buffalo Springfield krydret med lyden af nyere navne som My Morning Jacket og Band of Horses.
At en sangskriver så ung som Pecknold kan stå bag skelsættende kompositioner, der sine steder er Brian Wilson værdige, kan være svært at sætte sig ind i. Men anmelderne ER altså ikke galt på den, når de enstemmigt hylder Fleet Foxes. Tag bare koncertens momentum, som faldt midtvejs – ’White Winter Hymnal’, countrysagen ’Ragged Wood’ og ildevarslende ’Your Protector’. Det var simpelthen stort.
Det rige lydbillede omfattede både mandolin, orgel og alskens perkussion, men det er vokalharmonierne, der klinger af en svunden tid, og for alvor skiller bandet fra de andre unge kollegaer. At ”flåderævene” oven i hatten var afslappede nok til at joke mellem sangene, uden at det af den grund blev plat eller irriterende, trak bestemt heller ikke ned.
Dagen forinden kvintetten delt festival med Neil Young, og trommeslager Josh Tillman berettede underholdende om, hvor fedt det var at få mulighed for at se, hvordan man selv kommer til at se ud som 60-årig med hentydning til stoiske og gnavne Young og hans guitar, som vi snart er blevet velsignet med fire gange herhjemme i år.
Hittene kom som perler på snor, og Pecknold beviste midtvejs med en fortolkning af den sørgelige sangerindeskæbne Judee Sills ’Crayon Angels’ og hans egen sublime ’Oliver James’, at han sagtens kan på egen hånd uden band.
Det eneste, der trak ned, var faktisk, at koncerten kun varede en time, og at man samtidig havde fornemmelsen af, at Fleet Foxes har meget mere i sig. Det var kun toppen af isbjerget, vi fik at se denne søndag aften. Men i dette tilfælde var det mere end rigeligt.
