Ideen med at placere fysiske figurer på en lille portal og derfra overføre dem til et computerspil, har været en enorm succes, siden Skylanders blev lanceret for nogle år siden. Efterfølgende har både Disney og Nintendo adopteret ideen med stor succes og nu er det Legos tur. Deres store satsning hedder Lego Dimensions og ser særdeles spændende ud.

Når Lego Dimensions i næste uge rammer butikshylderne, er det med enorme forventninger påhæftet. Umiddelbart kunne det ligne direkte kloner af de bestående succeser som Skylanders og Disney Infinity, men der synes at være en del spændende nyskabelser, som vil gøre Lego Dimensions til sin helt egen serie.

Byg – og byg om

En del af ideen med Lego Dimensions er selvfølgelig, at man selv skal bygge sine figurer, fartøjer og portal. I spillets startpakke finder vi den store portal, der er grundstammen i spillet og er den, du placerer dine figurer på, som skal overføres til spillet på skærmen. Legos portal er noget større end konkurrenternes og kan indeholde op til 7 figurer/fartøjer ad gangen. Placerer du både figurer og fartøjer samtidig, er det muligt for disse figurer at bruge fartøjerne i spillet. Batman har sin Batmobil og begge dele skal man selv bygge. Man kommer dog ud for forskellige udfordringer undervejs i spillet, så ofte er det nødvendigt at ombygge sin Batmobil til f.eks. en gravko, der kan fjerne forhindringer. Dette er en helt ny ide i genren.

Action og eventyr

Der findes mange forskellige temaer i Dimensions og hvert tema har sin egen udgivelse. Allerede på udgivelsesdagen kommer vi så vidt omkring som Simpsons, Jurassic World, Tilbage til Fremtiden og Marvels superhelte, plus en del flere. På forhånd synes der at være en næsten uoverskuelig mængde af Dimension-æsker, da de forskellige temaer kan udkomme i Level Packs, Team Packs og Fun Packs i priser fra 149-299 kr. pr. æske.

Mere interaktiv

Der er ingen tvivl om, at Lego har tænkt meget over, at der skal være en større del af samspil med barnet i forhold til konkurrenternes spil. Ideen med at skulle ombygge fartøjer synes at være særdeles god, men Lego har også valgt at bruge spillets portal mere aktivt. Hvis man f.eks. taber en slåskamp med en anden i spillet, kan man blive låst fast i et rødt felt på portalen og skal derfor aktivt flytte sin figur til et ’frit’ felt på portalen, for at låse figuren op igen. Denne form for interaktivitet kan blive guld værd i den hårde kamp om spillernes gunst.

Lego Dimensions Starter Pack, som er grundpakken i spillet, koster 999 kr. og udkommer d. 2. Oktober. Samme dag udkommer flere tillægspakker med forskellige temaer.