Private bør holde sig væk fra Afrikas Horn. Rederiforening forstår ikke dansk families sejlrute.

Piraterne i Somalia går efter alle de skibe, som de kan komme i nærheden af. Særlig farligt er det for private sejlbåde uden pigtråd og udkig at sejle i området og derfor bør de undlade at sejle i de piratfyldte farvande, siger Danmarks Rederiforening.

- Piraternes forretningsmodel er at tage nogle gidsler, så de kan få nogle penge. Og her er det nemmere at tage et lille sejlskib end et stort handelsskib med pigtråd, udkig og andre installationer.

- Af samme grund holder de fleste private sig væk, siger foreningens vicedirektør Jan Fritz Hansen.

Han kender ikke nærmere til den kaprede danske familie på fem personer samt deres to medsejlende danske medhjælpere, der var om bord, da deres lystyacht blev kapret den 24. februar i Det Indiske Ocean.

Men han undrer sig over, at de har valgt den sejlrute.

- Jeg er meget overrasket over, at sådan et skib er i det område. Man kan ikke få andet end den tanke, om familien har fulgt med i medierne, siger Jan Fritz Hansen.

Han henviser til, at danske reddere inden for de seneste tre-fire år har taget flere og flere forholdsregler, og nu bruger op imod en milliard kroner om året på at beskytte skibe og besætninger. Bevæbnede vagter kan blive det næste skridt.

- Så det er et udfordrende område, som man ikke skal tage let på, siger han.

Og det er ikke kun ud for Somalias kyst, at der er fare. Piraterne får stadig større skibe, herunder kaprede handelsskibe, som kan sejle længere ud og bruges til at jage andre skibe.

- Det skaber en øget risiko, fordi deres operationsradius er blevet meget større. Den går nu helt over til den indiske kyst, siger Jan Fritz Hansen.

/ritzau/