Selvom der flere steder allerede er faldet en del regn, skal vi forberede os på mere fredag aften, lyder det fra DMI.

Godt nok befinder fredagens store mængder regn og torden sig nu over Sverige, men der er mere er på vej til danskerne. I løbet af fredag aften kommer der igen voldsomme regnmængder, fortæller DMI.

- Vi forventer et nyt skybrud, som er på vej fra Nordtyskland. Det vil ramme Danmark ved 18-19-tiden. Først Lolland-Falster, så Sjælland og til sidst Bornholm, så det bliver primært øst for Storebælt, siger Thyge Rasmussen, vagtchef hos DMI.

Han forventer, at aftenens uvejr vil være aftagende i løbet af natten til lørdag, hvor der kommer en opklaring fra vest. Herefter er der ingen tegn på lignende bulder og brag fra oven, lyder vurderingen.

- Det ser umiddelbart ud til, at vi slipper for regn de kommende dage, siger Thyge Rasmussen, der dermed giver de mange gæster på næste uges Roskilde Festival et håb om en nogenlunde tør musikoplevelse.

- Meget kan ændre sig, når vi har denne her slags vejr, men jeg vil umiddelbart sige, at festivalgæster godt kan glæde sig, siger vagtchefen.

I løbet af fredag har der foruden en masse regn været cirka 10.000 lynnedslag, hvor et blandt andet satte et hus i Vester Skerninge på Fyn i brand. Og det har da også været i det fynske, at regnen har været særligt voldsom.

- Der er flere forskellige målinger, men Fyn har generelt fået 20-30 millimeter, og i Svendborg alene er der meldinger om 48 millimeter, siger Frank Thygesen.

Hos Falck har man fredag været rykket ud til 59 vandskader, hvor de 40 har været på Fyn. Her opfordrer man danskerne til at tage et kig på tagrender og nedløbsrør.

- Det er altid en rigtig god ide at tjekke, om ens tagrender er renset, og om nedløbsbrønden er fri for blade. Der skal faktisk ikke så meget til, før det kan lukke til, og så kan man få relativt store problemer, selvom vandmængderne foreløbigt ikke er så voldsomme som under sidste års skybrud, siger Mikkel Andreas Beck, pressechef hos Falck.