Den konstituerede administrerende direktør i DSB, Klaus Pedersen, har opsagt sit job.

Posten som direktør for DSB bliver en kort fornøjelse for Klaus Pedersen.

På et pressemøde torsdag har DSB meddelt, at han har sagt sin stilling op. Han fortsætter dog frem til efteråret.



Klaus Pedersen har besat stillingen som konstitueret direktør, siden forgængeren, Søren Eriksen, blev fyret på gråt papir 17. marts på grund af rod i regnskaberne mellem DSB og datterselskabet DSBFirst.



Ifølge en foreløbig rapport fra revisionsfirmaet KPMG blev det påpeget for Søren Eriksen i september sidste år, at der var problemer i forholdet mellem DSB og DSBFirst.



Søren Eriksen fik det oplyst som bestyrelsesformand i datterselskabet, men gav ikke oplysningerne videre til sin egen bestyrelse i DSB. Det kostede ham jobbet.

Klaus Pedersen forlader jobbet som direktør til fordel for et andet job, som han tiltræder til efteråret. Dermed siger han farvel og tak efter mindre end et år hos DSB.

Klaus Pedersen blev ansat som økonomidirektør i oktober sidste år. Han har desuden 18 år hos TDC i bagagen.

Oplysningen om Klaus Pedersens afgang kom på pressemødet torsdag, hvor det også blev oplyst, at DSB sætter 725 millioner kroner af til at rydde op i efter de økonomiske problemer.





/ritzau/