Den Kongelige Opera på Covent Garden i London skal finde ny chef - danske Kasper Holten flytter til København for familiens skyld.

Kasper Holten stopper som chef for briternes kongelige opera på Covent Garden - hans arbejdsplads siden 2011. Den nu 42-årige instruktør vil bytte jetsetlivet i London ud med et liv som freelance instruktør med base i København.

»Jeg har besluttet at sige op på Royal Opera House,« siger Kasper Holten.

»Jeg fik tilbudt en ny femårskontrakt, men har meddelt bestyrelsen at jeg kun vil have syv måneder ekstra.«

Hans forlængelse på de syv måneder skyldes et ønske om at gennemføre den planlagte opsætning af Richard Wagners komiske »Mestersangerne i Nürnberg« i marts 2017.

Kasper Holten var fra 2000 til 2011 operachef på Det Kongelige Teater og fortsatte samtidig sit arbejde som instruktør.

Hans store opsætning af »Nibelungens ring« fik samlet premiere i 2006 og var den første forestilling, der blev skabt direkte til Operaens nye lokaler.

Kasper Holten debuterede også som filminstruktør i oktober 2010 med »Juan« - en kritikerrost udgave af »Don Juan«, formet som en nytænkt forening af opera og spillefilm.

Han er i dag kæreste med koreografen Signe Fabricius og har to børn med hende.

»Opsigelsen har været en supersvær beslutning,« siger Kasper Holten.

»Mit arbejde er for alvor ved at slå an herovre - og der bliver lagt mærke til, at der nu sker nye ting. Der er spændende planer på plads frem til både 2019, 2020 og 2021, som det er frygteligt ikke at skulle følge til dørs. Og jeg ærgrer mig naturligvis over ikke at have tid til at være her længe nok til for alvor at have været en del af Royal Opera Houses historie.«

»Men hvis vi bliver her, ville min ældste datter skulle starte i skole i London til næste år. Og efter lange og grundige overvejelser er vi kommet frem til, at hun skal gå i skole og vokse op i København. Det vil være det bedste liv for hende og for os. Og dét er trods alt vigtigere end opera og Royal Opera House. Mine børn er kun små én gang. Jeg vil ikke risikere at sidde om ti år og ærgre mig over, at jeg gik glip af deres barndom.«

»Så jeg skal være freelancer med base i København og får mere tid til at udvikle forskellige projekter. Det bliver også godt.«