Visse steder i Jylland vurderes den før så almindelige hare at være truet på livet. Til gengæld er haren nu flyttet ind på den kunstige ø Peberholm i Øresund.

Den kunstigt anlagte ø Peberholm i Øresund er blevet et eldorado for stadig flere arter af planter og dyr. Vilde orkidéer, fugle og en af nordens største bestande af grønbroget tudse stortrives på øen, hvor Øresundsforbindelsen skifter mellem bro og tunnel. Nu er også haren flyttet ind.

Haren var tidligere et af de mest almindelige dyr herhjemme, men havnede for nylig på rødlisten over truede eller sårbare arter i Danmark. Bestanden vurderes at være gået tilbage med mere end 30 procent på bare 10 år. I Jylland menes haren ifølge Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) flere steder at være udryddelsestruet.

Men på Peberholm har mindre bestande af harer nu fundet et hjem, og dermed har øen fået sit første fastboende pattedyr, oplyser Øresundsbro Konsortiet.

Peberholm blev anlagt for 10 år siden i forbindelse med byggeriet af Øresundsbroen og har i dag mindst 490 forskellige plantearter, hvoraf flere er yderst sjældne. Øen rummer 345 typer af biller og 421 sommerfuglearter, og ved den årlige registrering på øen finder botanikere og ornitologer jævnligt nye arter.

DMU's rødliste viser, at godt hver fjerde af de danske plante- eller dyrearter, der findes tilstrækkelige data om, er truet i større eller mindre grad. Men helt anderledes går udviklingen altså på Peberholm.

Ingen havde oprindelig forestillet sig, at den kunstige ø ville udvikle sig til, hvad Øresundsbron kalder "et unikt naturreservat". I næste uge vises herlighederne frem for pressen.

/ritzau/