Mangel på hårde hvidevarer og godkendte køkkener står i vejen for regeringens madordning i vuggestuer og børnehavner. Der mangler penge, siger kommunerne.

Småbørnsforældre skal ikke begynde at glæde sig for tidligt over regeringens nye madordning i vuggestuer og børnehavner. Det er nemlig ifølge Kommunernes Landsforening (KL) fuldstændig urealistisk at få madordningen op at stå fra januar 2010.

- Kommunerne får et seriøst problem med at nå at få etableret godkendte køkkener, så de kan servere mad for børnene. Derudover presser finansministeren os på anlægssiden, så det er ikke fordi, vi jubler over, at vi skal til at bygge køkkener, siger KL's formand for Børne- og Kulturudvalget, Henrik Larsen (R).

Derudover kritiseres regeringen for ikke at have sat tilstrækkeligt nok penge af til den nye madordning. Ifølge et notat fra Københavns Kommune får kommunen en merudgift på omkring 26-37 millioner kroner, mens kommunen skønner, at den kun vil få 13,8 millioner kroner fra staten.

/ritzau/