Politiet holder kortene tæt til kroppen i mysteriet om 56-årige Jan Trøjborgs pludselige død.

Hvad der førte til, at den ellers raske og rørige Horsens-borgmenter Jan Trøjborg (S) faldt af cyklen og pludseligt afgik ved døden under et motionsløb i weekenden, er stadig en gåde for offentligheden.

Sydøstjyllands Politi har tidligere bekræftet, at embedslægerne i Midtjylland mandag eftermiddag – cirka et døgn efter dødsfaldet – gennemførte et ligsyn af den afdøde borgmester.

Men politiet vil hverken røbe dødsårsagen eller oplyse, om der eventuelt skal foretages en obduktion for at fastslå dødsårsagen.

- Det er personfølsomme oplysninger, så det udtaler vi os ikke om, siger politikommissær ved Sydøstjyllands Politi, Martin Rasmussen.

Kan du be- eller afkræfte, om der skal finde en obduktion sted?

- Nej, jeg kan ikke. Jeg kan bare bekræfte, at der har fundet et ligsyn sted, siger Martin Rasmussen.

Jan Trøjborg sad på seks ministerposter på ni år, og var op til sin død både borgmester i Horsens og formand for Kommunernes Landsforening. Et langt og travlt politikerliv, som han skulle passe ved siden af din højt prioriterede familie, og som ifølge eksperterne slider hårdt på hjertet.

Den 56-årige nu afdøde borgmester er imidlertid heller ikke den første, der tidligt afgår ved døden i et politikerliv.

I oktober sidste år døde rådmand og tidligere borgmester i Odense, 49-årige Jan Boye, efter en blodprop i hjernen, ligesom den tidligere formand for Folketinget, Ivar Hansen, også døde af pludseligt hjertestop.