En spritny medalje med navnet Tapperhedskorset er fredag formiddag blevet uddelt for første gang i Danmark.

Det første fine sølvkors skal fremover hænge på brystet af sergent Casper Mathiesen for sin heltemodige indsats under en kamp i Afghanistan.

Dronningen uddeler Tapperhedskorset


Det er en helt ekstraordinær medalje, og Tapperhedskorset er den højeste danske æresbevisning givet for ekstraordinær indsats under ekstreme vilkår, og vil kunne sammenlignes med det britiske Victoriakors eller den amerikanske Congressional Medal of Honor.

Det er forsvarschefen der endeligt beslutter hvem, der skal have prisen, men han har fået indstillet nogle navne på soldater fra holdlederen fra Afghanistan.

Lagde sig mellem soldat og fjender

Og valget faldt altså på Casper Mathiesen.

Casper modtog korset fordi han lagde sig i mellem en såret soldat og fjenden under et angreb i Afghanistan. Det gjorde han uden tøven, og det afspejlede overblik, handlekraft og mod. Han reddede soldatens liv og beskød fjenden så operationen kunne fortsætte.

Du kan læse hele den tapre og utrolige historie her

Tapperhedskorset blev overrakt af Hendes Majestæt Dronningen, der også deltog i den efterfølgende reception for soldaterne.

Det var en stolt Casper Mathiesen, der modtog den fine pris.

- Dronningen sagde til mig at hun var glad for at kunne overrække den her medalje til mig, men det er ikke rigtig gået op for mig endnu, det er lidt uvirkeligt, at jeg har vundet den her medalje, sagde han efterfølgende.

Føler du dig som en helt?

- Nej det gør jeg bestemt ikke. jeg gjorde bare som alle andre ville have gjort, sagde han beskedent.

Foruden dronning Margrethe var kronprins Frederik og forsvarsminister Nick Hækkerup også tilstede ved uddelingen, hvor Forsvarets Medalje for Tapperhed også blev uddelt.