Halvdelen af danskerne bekymrer sig om oversvømmelser i boligen. Især lejlighedsbeboere er mærkede efter sidste års oversvømmelse i København.

Et år er der gået siden himlen åbnede sig i et skybrud over København og efterlod byen i et oversvømmelseskaos. De store vandmængder er for længst forsvundet fra Københavns gader, men det er erindringen om døde rotter og ødelagte ejendele langtfra.

En ny undersøgelse foretaget af Userneeds for rådgivningsvirksomheden COWI viser, at halvdelen af danskerne er bekymret for at få vand i boligen som følge af voldsom regn eller oversvømmelser fra havet. Og bekymringen er ikke helt ubegrundet. Ifølge undersøgelsen har knapt hver fjerde husejer oplevet vand i kælderen eller på loftet, mens hele 40 procent af lejlighedsbeboerne har været ramt af vandet på den ene eller anden måde.

Værst ser det ud i hovedstaden, hvor 61 procent af lejlighedsbeboerne har oplevet vandskader. Og det er ikke tilfældigt.

- En stor del af københavnerne blev ramt ved sidste års skybrud. Men også generelt set er byområder de mest udsatte ved voldsom regn, da der er mange vandtætte overflader som asfalt, tage med videre. Den type flader leder vandet til kloakkerne, modsat områder i det åbne land eller byer med mindre tæt bebyggelse, hvor vandet kan sive ned i jorden, fortæller markedsdirektør for COWIs vand og miljø-division, Henrik Winther i en pressemeddelelse.

Boligselskabet KAB blev med sine 50.000 i hovedstadsområdet hårdt ramt under sidste års skybrud. Her forsøger man gennem forebyggelse og en beredskabsplan at undgå lignende scenarier i fremtiden.

- Vi har generelt et rigtig godt katastrofeberedskab, for eksempel ved ildebrande, men vi må indrømme, at sidste års skybrud kom bag på os. Det vil vi gerne modvirke sker igen, og derfor tog vi initiativ til en beredskabsplan, som vi netop er blevet klar med, fortæller KABs kundedirektør, Margrete Pump, i pressemeddelelsen.

Planen indeholder blandt andet procedurer for, hvem der gør hvad i tilfælde af en lignende situation, samt hvordan beboerne skal informeres.

Margrete Pump mener, at de vigtigste er, at man har fået fokus på problemet, så man i samarbejde kan forebygge ødelæggelser. Beboerne skal informeres bedre om, hvordan de selv kan forebygge ødelæggelser ved for eksempel at få løftet ting op fra jorden i kælderen. Men KAB vil også gerne i dialog med kommunen om mere langsigtede forebyggelsesinitiativer.