Aarhus og København er begge rigt repræsenteret på den nye ghetto-liste. Borgmestrene for de to storbykommuner er trætte af at tale om ghettoer.

En modvillig by-, bolig- og landdistriktsminister har mandag offentliggjort den nye ghetto-liste over særligt socialt belastede boligområder i Danmark.

Carsten Hansen (S) er grundlæggende modstander af ordningen, som blev indført under den tidligere, borgerlige regering, og det samme er borgmestrene for to af de kommuner, der har flest ghettoer.

Overborgmester Frank Jensen (S) fra København og borgmester Jakob Bundsgaard (S) fra Aarhus mener begge, at tiden er inde til et opgør med ghettoerne.

- Jeg så helst, at man slet ikke brugte ghetto-betegnelsen. Det er et levn fra VKO-tiden. Man stempler nogle byområder, som man ellers gerne vil have ressourcestærke beboere til at flytte til, siger Frank Jensen i en pressemeddelelse.

Et boligområde havner på ghetto-listen, hvis det har en særlig høj andel af nydanskere med ikke-vestlig baggrund, arbejdsløse og kriminelle beboere. Ifølge Carsten Hansen bør kriterierne for ghetto-listen ændres, »så de i højere grad kan sætte retning for den samlede indsats«, og den holdning støtter Jakob Bundsgaard.

- I dag er andelen af indvandrere og efterkommere et af kriterierne, og det siger jo ikke i sig selv noget om den sociale udvikling. Derfor er der brug for at supplere med mere dynamiske kriterier, som i højere grad afspejler den aktuelle udvikling i de pågældende boligområder, udtaler han.

Frank Jensen er enig.

- Det etniske kriterium er ikke konstruktivt. Kommunen kan jo ikke ændre på folks etnicitet. Det kan den enkelte borger heller ikke selv. Det siger ikke noget om et boligområde, om der for eksempel bor vietnamesiske bådflygtninge. Det afhænger jo af, om de er i arbejde og er velfungerende, siger han.

Aarhus er repræsenteret på listen med boligområderne Gellerup/Toveshøj, Bispehaven og Trigeparken, mens Københavns Kommune har otte officielle ghettoer, heriblandt Mjølnerparken og Blågården.

Fire boligområder i København har mistet ghetto-betegnelsen i forhold til seneste liste - noget der trods alt glæder overborgmesteren.

- Det er altid rart for et område at slippe af med det negative ghetto-stempel, siger Frank Jensen.

I alt 33 boligområder er på ghetto-listen fra Ministeriet for By-, Bolig- og Landdistrikter.