Politikerne er under hårdt pres og har brug for akut opbakning og støtte. Det mener sangerinde og satiriker Anne Dorte Michelsen, som onsdag vil synge serenader for politikerne på Christiansborg.

Finanskrisen har været hård ved bankerne, boligejerne og borgere i almindelighed, men der er en gruppe, som ifølge satire-gruppen 'Akut Cabaret' er overset: politikerne.

- Vi vil gerne give en opbakning til politikerne. Vi synes, de skal lægge øre til meget kritik. Det er blevet kutyme, at man bare kritiserer politikerne og skyder skylden på dem, siger Anne Dorte Michelsen, der blandt andet er kendt fra 'Venter på Far' og 'Tøsedrengene'.

'Akut Cabaret' har derfor lavet en musikalsk akut-pakke, som alle medlemmer af Folketinget modtager onsdag. Akut-pakken består af et brev, som udtrykker opbakning til politikerne, samt en CD med sange af Anne Dorte Michelsen, der handler om storheden før - og det dybe fald efter - finanskrisen.

- Vi håber, vi kan være med til at dreje den måde vi snakker om hinanden på i retning af mere tillid, mere fællesskab og mere respekt for de mennesker, der rent faktisk gør en indsats, som politikerne eksempelvis gør, siger Anne Dorte Michelsen.

Sangene er en reaktion på den forbløffelse og fuldstændige omvæltning, som finanskrisen medførte og som også ramte sangerinden selv.

- Det handler om, hvordan alle danskere, mig selv inklusiv, havde fået en forestilling om, at vi var millionærer. At vi kun ville bestille fire-stjernede hoteller. Nu går vi ind i en ny fase nu med nogle andre værdier, siger Anne Dorte og forklarer:

- På et dybere plan handler det om at vi alle sammen skal tage noget mere ansvar. Og tænke mere på, hvordan vi kan bidrage i stedet for hele tiden at kritisere og have mistillid og kræve ind.

Albummet 'En loose-loose situation' kan downloades gratis den første uge på hjemmesiden www.akutcabaret.dk.