To mænd er her til morgen blevet fremstillet i et lukket grundlovsforhør i dommervagten i København for mordet på den 38-årige familiefar William Quashie, der lørdag morgen blev stukket ihjel på det berygtede morgenværtshus Café Louise på Nørrebro.

Det drejer sig om en mand, der er født i 1985. Han er sigtet for drab. Han nægter sig dog skyldig. Den anden mand er født i 1969 og er sigtet for vold og medvirken til drab. Han vil ikke afvise, at han har slået nogen, men afviser, at han skulle have stukket nogen.

Politiet har tidligere udtalt, at der var op mod hundrede mennesker på Café Louise, da man ankom til stedet lørdag morgen. Det betyder, at der er en del potentielle vidner til drabet, der startede som et traditionelt værtshusslagsmål - men som endte med at tage livet af den 38-årige familiefar. Politiet er i fuld gang med at afhøre vidnerne.