Tirsdag formiddag er Nordjyllands Politi og brandvæsenet rykket ud til en brand midt i Aalborg.

Flere beboere blev evakueret, og nu kommer politiet med en ny melding om branden.

Det er på Kastetvej 80, der blev meldt om røgudvikling fra taget på fjerde etage.

»Brandstedet er nu fundet, og ilden er slukket og ingen fare på færde. Beboerne er på vej hjem til deres lejligheder igen,« skriver Nordjyllands Politi på det sociale medie X.

Ordensmagten opfordrede indledningsvis borgerne i området til at holde afstand til opgangene ved  Kastetvej 80.

Nu oplyser Nordjyllands Politi, at den pågældende ejendom er ved at blive renoveret, og at branden opstod ved et vindue i tagetagen. 

Brandårsagen er endnu ukendt.