Afføringsmidler, sovepiller og tæt på torturlignende metoder for at fjerne de overflødige kilo.
Så vild var virkeligheden for Matti Breschel og resten af de kompromisløse cykelryttere i begyndelsen af årtusindet.
»Hvis én sagde til mig, at jeg lignede en KZ-fange, tog jeg det som et kompliment.«
Matti Breschels vidnesbyrd fra den spæde begyndelse af den professionelle karriere vidner om en ekstrem tid.
»Jeg har prøvet nogle vilde ting. At spise en sovepille inden sengetid, fordi jeg havde mavekramper på grund af sult,« siger eksrytteren, der i 2019 stoppede som aktiv.
Mens debatten om offentlige vejninger har stjålet dagsordenen i sportens verden, sidder en særlig type atleter tilbage med langt mere chokerende historier gemt dybt nede i hukommelsen.
Ingen siger, at elitesport nødvendigvis er sundt. Men det er sjældent set så skadeligt og decideret sundhedsfarligt som i datidens elitemiljø i cykling.
Det var bare ikke let at se, når man stod midt i det.
»Jeg har faktisk aldrig set det som et usundt miljø. Altså – det var bare noget, man gjorde. Det var nok, fordi man ikke var klogere dengang,« siger Matti Breschel.
Vilde eksempler er der nok af. Den dobbelte VM-medaljevinder skal ikke grave dybt i erindringerne for at finde de barske historier frem.
»I en kort periode tog jeg afføringsmidler for at tabe mig. Hold kæft, det var sygt,« husker Matti Breschel – og giver endnu et skrækeksempel på en udbredt træningsmetode for at trimme kroppen.
»Man kunne tage ud at træne uden at spise morgenmad. Efter en time gik man kold, men det skulle man egentlig bare prøve at være i.«
»Så fik man det vendt om til, at det sgu egentlig var meget sjovt at være sukkerkold. Det føltes, som om man var fuld. Kroppens metabolisme ændrede sig – man begyndte at fedtforbrænde.«
Prøvelserne var ikke forbi, når træningsturen efter en hel dag på vejene var overstået.
»Efter seks timer på cyklen kom man hjem, spiste en tomat eller en agurk og gik i seng. Så spiste jeg især rød peber om aftenen. Det var så dejligt knasende og stimulerede min hjerne til at tro, at jeg havde fået nogle lækre chips. Og så en sovepille og i seng.«
B.T. har sat sig for at undersøge, hvor vildt miljøet egentlig var i den ultimativt mest vægtorienterede sportsgren for bare få år siden.
For Matti Breschel er tankerne om dengang en rejse tilbage i en fjern, fjern fortid. Ikke opgjort i år – men i metoder.
Fra debuten som professionel på Team CSC i 2005 til i dag, hvor københavneren er ansat som sportsdirektør for Magnus Cort, Mikkel Honoré og resten af det lyserøde slæng på EF Education, har ALT ændret sig.
»Hele min generation – vi gejlede hinanden op. Den, der kunne være allerhårdest ved sig selv, havde vundet. Sådan er det ikke længere.«
Kosten blev professionaliseret. Særligt af CSC-holdejer Bjarne Riis. En mand, som er notorisk kendt for at gå op i vægt og kost – på godt og ondt.
»Med Bjarne Riis ændrede det sig. Jeg synes, han var firstmover på det her,« siger Matti Breschel og fortsætter:
»Vi fik et rullende køkken, der kom diætister ind over holdet, og Bjarnes egen kone, Anne Dorthe Tanderup, uddannede sig og blev tilknyttet os. Hvordan skal jeg formulere det … Mad blev jo det nye doping. Det blev pludselig noget, man gik op i.«
Forholdet mellem træning og kost blev mere normalt. Sundt. Og for Matti Breschel tog flirten med de voldsomme metoder aldrig overhånd.
Helt galt gik det for andre.
»Jeg har oplevet kolleger eller holdkammerater knække nakken på det, hvor det faktisk gik hen og blev et decideret problem. Både med bulimi, anoreksi, men også overspisning.«
Den lærdom bærer sportsdirektøren med sig i dag. I et miljø, hvor det er fuldstændig umuligt at snyde på vægten, og hvor et kilo kan være forskel på triumf eller fiasko, skal han konstant vælge sine ord med omhu.
»Der er jo stadig nogle ryttere, som har problemer med vægten. Men det går jo bare ikke at sige: ‘Du er for fed, kammerat',« siger Matti Breschel og tænker sig godt om:
»Selvfølgelig kommenterer jeg vægten, hvis de vejer for meget. Men jeg vælger mine ord med omhu. Jeg vil jo egentlig bare hjælpe dem. De kender også godt konsekvensen af at veje to kilo for meget.«
Selv kalder han vægten for et 'redskab' – som på EF-holdet bruges til at støtte og guide, ikke til at pege fingre ad.
Men en løftet pengefinger leverer Matti Breschel dog alligevel til de unge cykelryttere. Det er ikke nok at være robust fysisk.
At være professionel cykelrytter kræver også en accept af, at tilværelsen kan være hård, og at man selv skal handle, hvis man kommer på dybt vand.
»Når du er ung og måske ikke har den rette hjælp, så kan det godt være halvfarligt. Det kan jeg jo se, når jeg kigger på min egen generation.«
»Men en nyprofessionel cykelrytter skal samtidig vide, at den dag, han sætter sin underskrift på en kontrakt, og der følger en masse penge med, så indebærer det en masse. Du skal kunne modstå det pres og selv sørge for at række ud efter hjælp.«
