Vægten betød ALT i cykelsportens gale 00ere – og var du for tung, faldt hammeren fra chefen hårdt og direkte.
Spørg bare Lars Bak, som under Bjarne Riis' ledelse på Team CSC blev hevet i mavefedtet og på godt jysk fik sandheden at vide: 'Du er for fed.'
Røverhistorierne og anekdoterne om Bjarne Riis og hans fanatiske forhold til vægt og kost er mange. Mange af dem har sin berettigelse:
»Jeg er da udmærket klar over, at jeg er en, der er gået rigtig meget op i vægt. Det er også, fordi jeg har været meget bevidst om, hvad det betyder i cykelsporten,« siger Riis, som ærligt kaster et kritisk tilbageblik på sine egne metoder som holdejer.
»Man kan godt gå op i vægt, lægge mærke til det og gøre noget ved det. Men der skal være en balance omkring det.«
B.T. har sat sig for at undersøge, hvor ekstremt fokusset var på vægt og vilde træningsmetoder i cykelverdenen – den mest vægtorienterede sportsgren overhovedet.
Den tidligere danske toprytter Matti Breschel forklarer eksempelvis, at det 'var en god ting at få at vide, at man lignede en KZ-fange'.
Breschel – der i ni år kørte for Bjarne Riis – forklarer om grænseoverskridende metoder for at være allermest trimmet. At tage afføringsmidler for at tabe sig. Sovepiller for at holde sulten væk.
Bjarne Riis lovpriste efter eget udsagn aldrig den slags træningsmetoder, da der »skulle kulhydrater til at træne hårdt«.
Men han spillede en form for dobbeltrolle i de år, hvor vægtfokusset måske var allermest ekstremt i cykelsporten.
»Jeg har også været den, der har nipset sidebenene på rytterne. Men samtidig vil jeg også sige, at jeg tror, at jeg har været god til at coache og lede rigtigt,« siger Bjarne Riis og fortsætter:
»Jeg var stram i forhold til vægt med mine ryttere. Det var jo bevidst, fordi jeg vidste, hvor vigtigt det var. Men jeg synes også, at jeg var god til at bygge et hold op. Hvis der var problemer, så havde rytterne også nogen at tale med og tale til.«
På den ene side var han kendt for aldrig at lægge fingre imellem, hvis en rytter mødte op til vejning med ekstra kilo på sidebenene.
Men han var også en firstmover, der revolutionerede måden, man tænkte kost og ernæring på.
Under Bjarne Riis' ledelse var CSC-holdet det første til at indføre professionelle diætister og egne kokke, der fulgte med holdet rundt i egen køkkenvogn.
At have det rigtige hold omkring holdet var alfa og omega fra Bjarne Riis. For at forklare, hvorfor man arbejdede med vægten, som man gjorde, og skabe »åbenhed, trivsel og tillid«.
Det konkretiserer han med eksemplet Lars Bak. Ifølge Bjarne Riis var den bedste metode at analysere rytterne 'ved at røre ved dem.' Dommen var kontant, men fortrolig:
»Det var jo ikke sådan, at jeg råbte højt om, at Lars Bak var for tung. Det var noget, jeg brugte i min egen coaching. Så diskuterede jeg det måske med hans træner, lægen og fandt ud af, hvordan vi bedst kunne hjælpe Lars. Eller jeg tog en snak med ham selv,« fortæller Riis.
Synes du nogensinde, at du er gået over stregen i forhold til kommentarer om rytternes vægt?
»Nej, det synes jeg ikke. Det kan da godt ske, at nogen synes, det er for meget, og de vil kritisere mig. Men det er fair nok. Det kan altid diskuteres.«
»Jeg brugte vægt for at finde ud af, hvor jeg havde mine egne ryttere, og om de forandrede sig fra gang til gang. Det var den bedst mulige måde at gøre det på.«
Bjarne Riis' kontroversielle modus operandi med direkte at føle på maveskindet fik en brat stopper, da han i 2016 blev medejer af et kvindehold.
Men hans fokus på vægten fulgte med.
»Selvfølgelig gjorde jeg det ikke med kvinderne, som jeg gjorde med drengene,« siger han ærligt og fortsætter:
»Det handler om noget andet, men så scannede jeg dem med blikket i stedet for. Måske er det ulækkert sagt, men det var ren og skær erfaring i forhold til, at jeg ved, hvor vigtig vægten er. At have to kilo for meget eller for lidt.«
Tilbage står Bjarne Riis med en følelse af, at han gjorde sit ypperste for at forbedre sine ryttere. For sin egen skyld og for deres.
Men ikke alle var klar til hans metoder, og det nager stadig manden, der kørte ind på Champs-Élysées iført den gule trøje i 1996.
»Jeg ville gerne have revolutioneret det hele noget hurtigere. Men rytterne var ikke klar til det, desværre.«
»Og jeg tror sådan set stadig, der er mange, der ikke er klar til at gøre det, det kræver at være på toppen. Men man skal væk fra det med, at man bare skal være tynd for enhver pris.«
