På baggrund af Copenhagen Pride-sagen fremsætter Dansk Folkeparti et forslag om, at kun Dannebrog må hejses af offentlige myndigheder.

Det fortæller partiets EP-spidskandidat, Anders Vistisen, i fredagens episode af Borgerlig Tabloid.

»Det er uacceptabelt, at det offentlige fællesskabs flagstænger bruges til at markere ideologiske og sekteriske særinteresser. Dannebrog er, hvad der forener danskerne, og derfor har det eneret på at vaje for det officielle Danmark,« siger Vistisen.

Adspurgt om timingen henviser DF-politikeren til to begivenheder.

»Det var Europadag i går, og jeg har sådan en allergi over for at se alle de der Europa-flag i flagstængerne. Og den anden konkrete anledning er, at Priden har været ude i det her stormvejr, hvor en række af sponsorerne jo også godt kan se, at foretagendet ikke er bredt og favnende«.

Copenhagen Pride, der beskriver sig selv som en normkritisk organisation, der bygger sit virke på en intersektionel feministisk ideologi, har oplevet sponsorflugt, efter en sag, hvor organisationen har bedt samarbejdspartnere om at tage stilling til spørgsmål om krigen mellem Israel og Hamas.

Et flertal i Folketingets Præsidium vedtog i 2020, at der skulle flages med Pride-flaget foran Folketinget i anledning af Copenhagen Pride Week. Og det har det gjort en gang om året lige siden.

Borgerlig Tabloid har rakt ud til præsidiets nuværende fem medlemmer, og noget tyder på, at der snart kan blæse nye vinde: Jeppe Søe (M) og Karina Adsbøl (DD) fortæller nemlig begge, at de er imod, at Folketinget flager med Pride-flaget. Karsten Hønge (SF) mener derimod fortsat, at Folketinget skal lægge flagstang hertil. Folketingets formand, Søren Gade (V), og Leif Lahn Jensen (S) ønsker ikke at udtale sig, før diskussionen er taget i præsidiet. 

Men DFs nye beslutningsforslag, der skal behandles til oktober, omfatter mere end Folketingets facade.

»Offentlige bygninger, institutioner og virksomheder i stat, regioner og kommuner i Danmark skal pålægges alene at flage med Dannebrog,« forklarer Vistisen og tilføjer, at det fortsat dog skal være tilladt at flage med fremmede nationers flag i forbindelse med statsbesøg.

Hør Vistisen forklare, hvorfor han mener, at Pride-flaget bør have smældet for sidste gang hos offentlige myndigheder 5 minutter inde i episoden. Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play i playeren herunder.

Podcast

Skal Pride-flaget vaje foran Christiansborg?

Copenhagen Pride befinder sig i et blæsevejr, der kan få større konsekvenser end færre sponsorer. På baggrund af Pride-gate fremsætter Dansk Folkeparti nemlig et beslutningsforslag om, at offentlige myndigheder kun må flage med Dannebrog - og blandt andet derfor ikke Pride-flaget. Forslaget behandles først til oktober, og det kan betyde, at DF når at blive overhalet indenom af Folketingets Præsidium - i hvert fald når det kommer til, hvorvidt Pride-flaget må hænge lige præcis dér. Det mener to af Præsidiets medlemmer nemlig ikke, og vi spørger en af dem, hvorfor Pride-flaget ikke må det? Og så afslører vi, hvad vi selv mener… Vært: Emilie Jäger, vært B.T. B.T.-medvært: Joachim B. Olsen, politisk kommentator på B.T. Gæst: Anders Vistisen, EP-spidskandidat for Dansk Folkeparti, Jeppe Søe, værdiordfører for Moderaterne Producer: Alex Brøndbjerg Programansvarlig: Astrid Johanne Høg Få borgerlig debat direkte i din indbakke ved at skrive dig op til nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Astrid Johanne høg:  https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlighed-direkte-i-din-indbakke