Flere landsholdsspillere fortæller i dokumentar om problemer efter offentlige vejninger i DBU-regi.

Adskillige kvindelige fodboldspillere kæmper med psykiske lidelser i Danmark.

Det viser dokumentaren "Fodboldens usynlige syge", som DR står bag.

Her står flere tidligere og nuværende landsholdsspillere frem og fortæller om, hvordan de sideløbende med karrieren på grønsværen har haft problemer med blandt andet tvangsmotion, anoreksi, bulimi og angst.

Samlet set har DR talt med 35 nuværende og tidligere A- og U-landsholdsspillere. De har eller har haft symptomer på en psykisk lidelse.

Peter Møller kalder det for »dybt beklageligt.«
Peter Møller kalder det for »dybt beklageligt.« Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Flere af dem nævner et nyt fokus på fysiske krav fra Dansk Boldspil-Union (DBU) i 2013 som startskuddet på nogle af problemerne.

Det skete op til EM-slutrunden i Sverige.

Kravene indebar, at de kvindelige landsholdsspillere skulle vejes hver morgen. Nogle gange bevidnede kollegerne det. Vægten blev skrevet ned på et papir, som blev hængt op på væggen.

En af dem, der fortæller om sine oplevelser, er 33-årige Julie Tavlo Petersson. Hun fik 17 kampe for landsholdet i perioden fra 2012 til 2019.

- Faktum er, at nogen bliver rigtig syge af det, siger Julie Tavlo Petersson til DR om de fysiske test og offentlige vejninger.

I dag er hun stadig plaget af tvangsmotion, hun har problemer med at sove om natten, og hendes menstruation er udeblevet i flere år.

I DBU kalder fodbolddirektør Peter Møller det for "dybt beklageligt", at fodboldspillerne står tilbage med sådan nogle oplevelser. Og han betvivler ikke deres udsagn.

- Det var en fejl at lade et papir ligge fremme i 2013. Men det har aldrig været med fokus på vægt, men i forhold til væskemangel og præstationsfremmende tiltag. Det blev kommunikeret til spillerne, men åbenbart ikke godt nok, siger Peter Møller.

/ritzau/