Forskere slår fast, at privatisering af Sveriges velfærd ikke har effektiviseret og skabt mindre bureaukrati.

Den svenske velfærdsmodel har gennem de seneste 20 år været genstand for et gennemgribende systemskifte.

Fra at være et land med et omfattende offentligt velfærdsmonopol er Sverige gået langt for at få private aktører til at levere velfærdsydelser.

Desværre for de svenske skatteydere viser en ny rapport, der har studeret følgerne af 20 års privatiseringer, at der ikke findes noget belæg for, at de private aktører har gjort systemet mere effektivt eller mindsket bureaukratiet, skriver Dagens Nyheter.

- Vores overordnede konklusion er, at der er en bemærkelsesværdig brist på forskningsbaseret viden om effekterne af konkurrence i velfærdssektoren, skriver forskerne bag rapporten.

- Ud fra de tilgængelige studier kan vi ikke finde noget videnskabeligt belæg for, at de høje forhåbninger om, at øget konkurrence skulle føre til forbedringer af velfærden, er blevet indfriet.

Næsten en femtedel af de ansatte inden for den svenske velfærdssektor arbejder i dag i privat regi. Inden for handicapomsorgen, ungdoms- og misbrugsforsorgen er næsten halvdelen ansat i private selskaber.

I den såkaldte forskole (børnehave, dagpleje og vuggestuer) er 20 procent privatansatte og endelig er omkring 10 procent af de ansatte på grundskoler og i ældreomsorgen fra den private sektor.

Rapporten har undersøgt følgerne af privatiseringer i forskolen, folkeskolen, individ- og familieforsorgen, sundhedssektoren, arbejdsmarkedspolitikken samt indsatsen i forhold til ældre og funktionsbesværede.

/ritzau/