Selv om amerikanerne ikke spiser så meget McDonalds-mad som tidligere, så sørger burgerglade europæere for overskud hos fast food-kæden.

Der bliver ikke solgt nær så mange Big Mac, Quarter Pounder og McChicken på de amerikanske McDonalds-restauranter som førhen. Men hvad gør det, når europæerne og til en vis grad også arabere, afrikanere og asiater i stigende grad tygger sig gennem maden fra verdens største restaurantkæde.

McDonalds' fik i årets første kvartal et overskud på 4,4 milliarder kroner ved at sælge fast food. Det er en stigning på 24 procent i forhold til samme periode sidste år.

Stigningen skyldes blandt andet, at både afrikanere, asiater og folk i de arabiske lande spiser mere McDonalds-mad end tidligere. Men det er altovervejende i Europa, at det går forrygende for den amerikanske burgerkæde. Her steg salget i afdelinger, som har været åbne i mere end et år, med 11 procent.

McDonalds planlægger i øvrigt at åbne 1000 nye restauranter verden over i løbet af 2008.

/ritzau/dpa